Absurd: Newcastle-ejere hjælper Liverpool med at hente Isak
Saudi-Arabiens indtog i fodboldverdenen er ikke forløbet uden kontroverser - blandt andet anklager om sportswashing og de generelle problematikker, som statsejerskaber bringer.
En af dem er, at Saudi-Arabiens offentlige investeringsfond PIF ejer hele 5 klubber - 4 i Saudi-Arabien og Newcastle i England. En rimeligt hæftig portefølje af klubber, må man sige.
Men de store saudiske ambitioner og multiklubejerskabs-modellen har nu affødt anklager om interessekonflikter, senest eksemplificeret i Liverpools indeværende angriber-transfersaga.
Deres helt store transfermål er Alexander Isak fra PIF-ejede Newcastle. En så stor handel kræver penge på disken, og Arne Slot har mistet troen på Darwin Nunez, som dermed søger efter nye græsgange.
De helt store Nunez-bejlere er altså PIF-ejede Al-Hilal, og prisen på ham er angiveligt 80 millioner dollars. Noget, der dækker langt størstedelen af Nunez' oprindelige transfersum og noget, som langt hen af vejen ville dække for Alexander Isaks transfersum.
Altså - et salg af Darwin Nunez til en sådan høj pris ville markant styrke Liverpools jagt på Alexander Isak. Et spillertab, der markant svækker Newcastle.
Det har også medført en del kritik og undren fra Newcastles fanbase, og til BBC fortæller en fan, Charlotte Robson, dette:
Charlotte Robson fortalte BBC Sport:
"Der har på det seneste været mere og mere utilfredshed blandt fanskaren over, hvordan Newcastle prioriteres hos PIF, og at lade endnu en af deres andre klubber drage fordel af det, potentielt på bekostning af os føles endnu mere som om, vi bliver overset."