Waow: Både Mo Salah og Alisson kan være fortid på Anfield til sommer
Mohamed Salah og Alisson Becker er blandt topprioriteterne i klubber fra den saudiarabiske Pro League.
Den melding kommer fra den engelske avis The Guardian.
Mohamed Salah var rygtet til Saudi-Arabien sidste sommer, og rygter er ikke blevet mindre frem mod transfervinduets åbning til sommer.
Den 31-årige egypter har blot et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Liverpool, hvilket formentlig vil betyde, at han enten skal forlænge aftalen eller sælges denne sommer, så han ikke forlader Merseyside, uden at Liverpool får nogen penge for ham.
The Guardian kan yderligere fortælle, at Salah ikke er den eneste Liverpool-stjerne, der er eftertragtet i Mellemøsten.
Den brasilianske landsholdsmålmand Alisson er også på listen i de saudiarabiske klubber, hvilket kan betyde, at der vil ske nogle markante ændringer i truppen, hvis to så store spillere forlader den engelske storklub.
Mo Salah kom til Liverpool i 2017, hvor Alisson kom året efter, begge fra den italienske klub AS Roma.