Premier League Golden Awards 2024/25: Damsgaard var tæt på!
I den bedste engelske fodboldrække Premier League bliver der årligt uddelt tre unikke individuelle priser. Henholdsvis ”The Golden Boot,” ”The Playmaker” samt ”The Golden Glove.”
Og det har de gjort opmærksomme på via ligaens egen hjemmeside, hvor det bl.a. er værd at bemærke, at den 24-årige danske landsholdskreatør Mikkel Damsgaard var tæt på en af priserne.
Mere specifikt var Damsgaard ikke langt fra at vinde ”The Playmaker,” som uddeles til den spiller, som har lavet flest assists i ligaen. Her overgik Mohammed Salah ham med 18 assists imod 11.
Jacob Murphy fra Newcastle var med sine 12 assists lige over Damsgaard på listen, så danskeren opnåede således en delt tredjeplads sammen med Nottingham Forests Anthony Elanga.
Prisen ”The Playmaker” er blevet uddelt i alt syv gange, hvortil Manchester City-midtbanelegenden Kevin De Bruyne har vundet prisen tre gange. Sidste år løb Aston Villas Ollie Watkins med titlen.
”Golden Boot” uddeles til den mest scorende spiller i ligaen, og ikke overraskende vandt Mohammed Salah med afstand denne titel med sine imponerende 29 ligascoringer.
I top tre på denne liste indtager Newcastles Alexander Isak 2. pladsen med 23 mål og Erling Haaland 3. pladsen med 22 scoringer.
Haaland har vundet prisen to gange i alt. Arsenal-ikonet Thierry Henry er dog den suveræne rekordvinder af prisen, da han har vundet den fornemme pris fire gange i alt.
Den sidste pris er ”The Golden Glove,” som gives til målmanden med flest rene bure. Her må Arsenals David Raya og Nottingham Forests Matz Sels deles om prisen med 13 rene bure i alt.
Kongerne af prisen er Chelseas-målmandsikonet Petr Cech samt Joe Hart, der begge har vundet den fire gange. Manchester Citys Ederson kan dog bryste sig af at have vundet prisen tre gange i streg.