Barca kommer med tre forslag til en reform af dommerstanden i La Liga
Dommerstandarden i den bedste spanske fodboldrække La Liga har i en længere periode været udskældt for at være dårlig, uigennemsigtig og unfair.
Noget som de ny kronede La Liga-mestre FC Barcelona nu vil forsøge at gøre noget ved, da de ifølge den spanske radiokanal Cadena SER kommer med tre forslag til ligaen.
Det første den catalanske storklub ønsker, er en større ensretning af dommerstandarden. De vil have mere tydelige VAR-kriterier i forhold til, hvornår der dømmes straffe, hånd på bolden og røde kort.
Barcas næste punkt omhandler større transparens i den visuelle del af VAR-processen. De ønsker, at dommerne på banen kun skal have vist nogle specifikke før godkendte billeder.
Barca ønsker ikke, at dommerne som det i høj grad har været tilfældet nu, får nogle udvalgte VAR-billeder, da klubben mener, at det øger risikoen for unfair domme.
Den tredje ting som FC Barcelona vil have fokus på, er nogle mere tydelige, konkrete og objektive kriterier for, hvornår VAR må indblande sig i kampene.
FC Barcelonas initiativ til at forbedre dommerstandarden skulle være opstået på baggrund af, at Real Madrid er blevet inviteret til et møde om en reformation af dommerstanden.
En invitation som Barca anser som uretfærdig, da deres evige ligakonkurrenter ikke har et officielt sæde i denne dommerkomité, som Barca altså også gerne vil have en stemme i.