Fodbold nyheder

Fabrice - Eto'os arvtager i La Liga?

Af Lau Lehrmann

Camerounsk dreng fik i går sin ilddåb i Spaniens bedste række med mål til følge – den yngste til at gøre det i historien. Lær ham lidt bedre at kende.

Article image
Ritzau-Scanpix

Gårsdagens 0-1 kamp mellem Celta de Vigo og Málaga CF vil om mange år måske blive husket for én bestemt sekvens.

Der var spillet godt en time og med stillingen 0-0 blev den offensive profil Matías "Seba" Fernandez overraskende taget ud af Málagas træner Manuel Pellegrini. Erstatningen var til endnu større forbløffelse den kun 16-årige angriber Fabrice Essono Olinga (f. 12.5.1996).

Olinga kunne endda skrive La Liga-målscorer på sit CV, men skulle først kikse et par gange. Det var, da kampen var gået ind i sine sidste ti minutter, at teenageren Fabrice viste sig som ”Den Ny Løve” i spansk fodbold. Vidste man ikke bedre, kunne det næsten kun være allerede smålegendariske Samuel Eto'o, der med så dræbende skarpt et træk snød en spiller og sparkede bolden på stolpen. I næste spilsekvens (83. minut) kom målet til gengæld.

Et smukt forarbejde af den lille argentiner Diego Buonanotte blev ganske uskønt slæbt i mål af magre Fabrice Olinga inde på stregen - men sæsonens første mål i hele ligaen var en realitet. Et historisk et af slagsen.




Før Fabrices drømmedebut var den hidtil yngste målscorer i Primera División Athletic Clubs kantvirtuos Íker Muniaín. I 2009 lå der 16 år og 289 dage bag Muniaíns mål mod Real Valladolid. Til sammenligning var Fabrice Olinga blot 16 år og 98 dage i gårsdagens gyldne sekund dvs. over et halvt år yngre.

De fem yngste målscorere i Primera Divisións historie er:

Fabrice (Málaga) 16 år og 98 dage, 18. august 2012
Muniain (Athletic) 16 år og 289 dage, 4. oktober 2009
Xisco (Villarreal) 16 år og 353 dage – 15. juni 2003
Mena (Valencia) 17 år og 36 dage – 14. december 1941
Bojan (Barcelona) 17 år og 53 dage – 20. oktober 2007

Fabrice synes som en dreng, men fremstår omvendt som en moden mand i forhold til, hvad Francisco Bao Rodríguez Sansón har været i 1939. I et begivenhedsrigt år, hvor Den Spanske Borgerkrig faldt ud til General Francos fordel, og 2. Verdenskrig blev skudt i gang, fik Celta de Vigo-spilleren førsteholdsdebut i Primera División mod Sevilla på årets sidste dag – 15 år og 255 dage. Sansón er derfor den yngste debutant nogensinde i den bedste spanske række, mens Olinga efter i går ligger nr. fem på den liste.


Den gyldne nødløsning

Fabrice Olinga, der har været med i skandaleombruste Málagas opstartskampe, er i gang med at modnes hurtigt. Rigtig hurtigt. Ifølge Málaga-baserede avis Diario Sur, er Fabrice en opmærksomhedskrævende, men fornuftig knægt, der også har imponeret uden for banen de seneste måneder med sin skolegang. Han bor og har sin daglige gang på det lokale Universidad Laboral sammen med flere andre fra Málaga CFs cantera. Det var dog lidt i mangel på bedre, at Playstation-entusiasten Fabrice fik debut i går.

Før sommerens udmeldinger om Sheikh Abdullah Al Thanis manglende interesse og pengeindskud i klubben kom frem, lignede Málaga et hold, der ville hente en stjerneangriber som erstatning for den netop pensionerede Ruud van Nistelrooy.

I stedet for en Eden Džeko fra Manchester City ind ad døren, blev det til en Salomón Rondon ud ad døren. Da Málagas lidt ældre angrebsjuvel, 19-årige, Juanmi ikke blev udtaget til gårsdagens kamp, stod purunge Fabrice Olinga tilbage, som Manuel Pelligrinis eneste deciderede angriber. Og Málaga CFs eneste ”forstærkning” i dette transfervindue.

Som den vægtige træner Pelligrini nu en gang er, så var det ikke en option at give den 16-årige angriber de sidste sekunder af kampen for at lade ham overgå Juanmis hidtidige klubrekord som yngste debuterende. Nej, Fabrice kom ind på lige fod med en hver anden profil og skulle levere derefter. Det må man sige, han gjorde, hvilket selvfølgelig vil skrue forventningerne og presset et par takker op.

Men er den klejne camerouner allerede nu manden, Málaga skal sætte sin lid til i kampene mod Panathinaikos om Champions League? Nok ikke, uden at det af den grund skal fjerne begejstringen for en angriber, der virker til at være af et særlig velkendt stof.

- Holdet er fortsat ikke forstærket, men i dag har vi fået en stor præstation. Jeg nævner Fabrice, fordi han er ung, men holdet er nu nødt til at tænke på Champions League. Jeg har ikke et bestemt fokus på Fabrice. Han skal først udvikle sig. Det faktum, at vi ikke har nogen 9'er, har gjort, han debuterer tidligt, udtalte træner Manuel Pellegrini således til til Diario Sur efter den vigtige sejr i går.


I skaberens navn

I Cameroun drømmer enhver frisk dreng om at blive den nye Samuel Eto'o, og skulle Fabrice en dag blive en blandt verdens bedste, vil det have et skær af eventyr over sig.

For Fabrice Olinga blev i en alder af 10 år i 2006 en del af fodboldakademiet Fundesport i Cameroun største by Duoala efter at have imponeret som topscorer i deres store ungdomsturnering Festi. Fabrice fik kun lov til at opholde sig på akademiet i to år, inden han blev hentet til Europa af Real Mallorca på juledag. I Mallorca viste Fabrice med det samme prøver på sit talent.

Mens de fleste 14-årige drenge har travlt med konfirmationsforberedelser og at opnå vigtig viden om ølbrus og det modsatte køns kropslige fordybninger, hørte Fabrice Olinga til blandt holdet fra De Baleariske Øers bedste U20-spillere.

Hvis det nu bliver føjet til historien, at Fundesport også går under navnet ”Samuel Eto'o Football Academy” navngivet efter grundlæggeren, og at Real Mallorca var der, hvor den ung Samuel Eto'o skabte sig i navn i Europa, så er skabelonen klar til støbning af Fabrice Olinga fremtidige færd.

- Bemærk, hvordan han ligner Eto'o.

Følgende bemærkning kommer, ifølge AS, fra Málagas mangeårige back Eliseu, der som så mange andre har studset over Eto'os yngre ”replikant”.

Et svært valg er allerede blevet truffet med det, der var et skridt ud af idolets løbebane.

Sidste sommer kom Real Madrid og især FC Barcelona ind i billedet. Fabrices andet store idol er den tidligere målmaskine i Real brasilianske Ronaldo. Alligevel faldt valget på storsatsende Málaga CF, der her lavede en langsigtet investering blandt dets mange væsentligt dyrere og i flere tilfælde væsentligt kortere handler. Det skal Málaga-tilhængerne takke catalaneren Manuel Casanova for. Fra sin rolle som direktør for Málagas ungdomsakademi forførte han Fabrice Olinga sidste sommer.

- Fabrice er en maskine, det vil vi allerede se nu, har Manuel Casanova sagt om den afrikanske juvel, ifølge Diario Sur.

Fabrice, der er den yngste af ni brødre, kan stå over for et nyt svært valg om nogle år, når han skal vælge om han vil spille landskampe for ”Les Bleus” eller moderlandet Cameroun. Ligesom idolet Samuel Eto'o.

Tilbage i 1997 var Samuel Eto'o ikke meget ældre end Fabrice Olinga, da han valgte store og magtfulde Real Madrid som sin første europæiske klub. Nogenlunde samtidig fik Eto'o debut for ”De Ukuelige Løver”, Cameroons landshold, med hvem han som den yngste spiller nogensinde deltog og spillede ved VM 1998 i Frankrig.

I Kongeklubben var spilletid en ukendt størrelse, når konkurrenterne på førsteholdet hed Davor Šuker, Predrag Mijatovic, Raúl Gonzalez og Fernando Morientes og Castilla-mandskabet var udelukket, da de ikke måtte bruge ikke-EU spillere. Problematikken førte til skiftende lejeophold til Léganes i Segunda División, Espanyol og Real Mallorca.

Sidstnævnte købte i 2000 en halvpart af angriberen, der endnu ikke var fyldt 20 år. Et godt køb for ca. 40 mio. kr. Samuel Eto'o var i front en enmandshær for ø-holdet og var især slem ved sin gamle klub Real Madrid i flere omgange. 4 år, 120 kampe og 48 mål senere var Samuel Eto'o angriberen, som skulle give Frank Rijkaards nye Barcelona det sidste rygstød mod toppen. Resten er det man kalder historie.

Eventyret om Eto'o er endnu ikke slut, thi, det har fået lidt lunken (vodka)smag af ”Pussy Riot” og Putin-penge med den i dag 31-åriges daglige gang i russiske Anzhi Makhackala. Eventyret er til gengæld først nu ved sin begyndelse for Fabrice Olinga med dennes historiske scoring i går.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik