Nicolaj Truelsen

Thierry Henry – Arsenal-legenden

Thierry Henry er den største legende for Arsenal i nyere tid. Nu er franskmanden på vej tilbage til klubben på en lejekontrakt. Indkast.dk kigger nærmere på legendens karriere.
Det er så godt som sikkert, at Thierry Henry vender hjem til den klub, hvor alle elsker ham. Arsenal er nemlig tæt på at sikre den 34-årige angriber på en to måneders lejekontrakt. Stjernen skal rede London-klubben ud af dens angriber-krise, når Chamakh og Gervinho tager til African Nations Cup.

Brølet fra Emirates Stadium vil uden tvivl kunne høres i hele England, når fansenes hjemvendte idol for første gang siden 2007 træder ind på sin gamle hjemmebane. Legenden har optrådt 369 gange for London-klubben og scoret 226 mål, hvilket stadig er rekorden i hele klubbens historie. Han har vundet to Premier League-titler og tre FA-Cups.
Hans personlige hæder er uendelig med bl.a. to andenpladser som årets fodboldspiller i verden og flere kåringer som årets franske spiller.

Men lad os spole tiden tilbage og se på franskmandens karriere, før han endte hos New York Red Bulls, hvor han i øjeblikket spiller. Thierry Henry startede sin professionelle karriere under Arséne Wenger i AS Monaco. Efter et par år hos klubbens ungdomshold, fik franskmanden sin debut i 1994. Han spillede i Monaco frem til 1999. Her blev han årets franske ungdomsspiller i 1996. Han var ligeledes med til at vinde Ligue 1-titlen i 1996-97-sæsonen, samt med til at få klubben i Champions League semifinalen i 97-98. I 141 kampe spillede han primært som fløjspiller og scorede 28 mål.

Efter et knap så vellykket ophold hos italienske Juventus, skiftede Henry i 1999 til Arsenal. Her begynder fortællingen om den franske legende for alvor. Arsène Wenger blev genforenet med sit stjernefrø, og satte straks sin yndling ind på angriberpositionen på bekostning af Nicolas Anelka. Allerede i hans første sæson blev det til en målscore på 26. Men det var kun starten. I angriberens tredje sæson i klubben skaffede Henry det første sølvtøj med Arsenal, som vandt 'the double'. Med 32 mål i samtlige turneringer blev han den absolutte topscorer i sæsonen 2001-2002.

Arsenals invincibles

Sæsonen 2003-2004 vil altid stå klart i enhver Gunners-fans hukommelse. Wenger forudsagde, at hans hold kunne gå ubesejret gennem sæsonen. Med en forrygende Thierry Henry i front, blev denne spådom til virkelighed. Titi blev for anden gang kåret som PFA Players' player of the year samt Football Writers' Association footballer of the year. Med 39 mål i alle turneringer vandt han ligeledes Guldstøvlen.

Thierry Henry fortsatte med succes i Arsenal indtil 2007, hvor Barcelona besluttede, at franskmanden skulle afprøves i det spanske. Her blev det til 121 kampe og 49 mål. I 2010 blev kontrakten med Barcelona ophævet, og amerikanske New York Red Bulls kunne hente spilleren på fri transfer.

Nutiden

Nu skriver vi 2012. En statue af Thierry Henry er rejst i det nordlige London, og det ser franskmanden ud til at belønne ved igen at optræde for klubben. Arséne Wenger ser frem til endnu en genforening med sin franske landsmand.

- Det kan kun være positivt, fordi han har et utroligt talent og er en meget klog mand, som har en stor interesse i at hjælpe klubben, siger Arsenal-manageren til ibnlive.in.com.

Wenger erkender dog, at hans stjerne ikke længere er en ung pojk.

- Han har stadig god hastighed. Han havde ekseptionel hastighed, men det du mister med alderen er evnen til at gentage det, påpeger Wenger til ibnlive.in.com.

Men på trods af at alderdommen har ramt den 34-årige franskmand, er der ingen tvivl om, at han vil blive modtaget, som var han en gud, når han forhåbentligt snart optræder for Arsenal igen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER