EM-pokal eller Paven – den er svær
Den nye romer Miroslaw Klose vil gerne med til sommerens EM-slutrunde, selvom han er blevet 33 år.
I den seneste udgave af Sportsbild bliver angriberen Miroslaw Klose spurgt, om han helst ville kysse pave Benedikt XVl på hånden eller kysse EM-trofæet, som vinder, og den polskfødte angriber er noget i tvivl.
- Det er et næsten umuligt valg. At kysse pavens hånd og tale med ham i et par minutter er jo alle kristnes livsdrøm, men naturligvis er det også en livsdrøm at blive europamestre i fodbold med Tyskland, slår den nyslåede Lazio-spiller fast.
Sommerens EM-slutrunde bliver afholdt i Klose fødeland – Polen – og det vil være noget specielt at spille EM, der hvor alt startede.
- Man må aldrig glemme, hvor man kommer fra, selvom jeg har boet 25 år i Tyskland. Men jeg glemmer heller aldrig, dengang jeg sad i et venteværelse, og vores skæbne skulle afgøres; om min familie og jeg kunne blive tyske statsborgere, husker Klose tilbage.