Ted Beckham & søn
I bogen "Vind med dit barn", der netop er udkommet, kan man læse om flere fodboldstjerner, og den betydning, faderen har haft for sønnens udvikling som fodboldspiller. Indkast.dk bringer her kapitlet om David Beckham.
David Beckham var 3 år, da han fik sin første Manchester United-dragt. En julegave fra faren. Stolt spankulerede han rundt i hjemmet i Chingford, lidt nord for London, og sparkede til bolden, mens arvestykkerne dirrede på reolen i takt med morens sarte nervesystem.
”Fodbold er en udendørssport, David,” forsøgte hun sig.
Faren nød til gengæld synet fra lænestolen. For hans skyld måtte den lille purk spille fodbold overalt, selv i barskabet. Som barn og ung havde Ted Beckham været opfyldt af et brændende ønske om at blive professionel fodboldspiller, helst i United. Men evnerne stod ikke mål med ambitionerne. I en periode spillede han som halvprofessionel, mere var det ikke blevet til. Nu skulle sønnen forløse drømmen. I Sunday Times har Ted Beckham forklaret, hvilken intens lykkefølelse der fyldte ham, da David kom til verden den 2. maj 1975 på Whipps Cross Hospital.
”Det er en helt enestående oplevelse at få sin første søn. Man skal have prøvet det for at forstå det. Da David blev ældre og begyndte at interessere sig for fodbold, kunne det ikke være mere perfekt.
Det største, en far kan drømme om,” siger Ted Beckham og fortsætter:
”Der var ingen tvivl om, at han havde et stort talent, men han havde brug for hjælp til at få det lirket frem. Jeg gjorde ikke andet end det, enhver far ville gøre i min situation.”
David voksede op som midterbarn, klemt inde mellem to søstre. Der var dog aldrig tvivl om, hvad der satte dagsordenen i hjemmet. Ikke dukker, men driblinger. Faren arbejdede som varmemester. Jobbet skulle passes 300 dage om året, men så snart han fik fri, brugte han sine kræfter på David, som hver eftermiddag hang over smedejernslågen og spejdede efter det øjeblik, hvor den blå kedeldragt kom til syne for enden af gaden. Tæt på hjemmet lå Chase Lane Park, og her stod den på boldspil og tekniske øvelser, indtil sulten kaldte far og søn hjem. For Ted var det aldrig noget, der blot skulle overstås. Projektet gik ud på hele tiden at forbedre sønnens evner og boldøje.
”Alle forcerne i mit spil udspringer af de ting, min far lærte mig i parken, dengang for 20 år siden. Dag efter dag arbejdede vi med, hvordan man tager en bold ned og rammer den rent. Han plejede
at sparke bolden så højt op i luften, han kunne, for derefter at bede mig tæmme den. Bagefter gjaldt det så om at sparke den ind, først med det ene, så med det andet ben, mens han holdt øje med, om jeg gjorde det rigtigt. Vi havde det fantastisk, selv om han nogle gange også var ved at drive mig til vanvid. På en måde kan man vel godt sige, at han pacede mig. Men samtidig skal man så bare huske, at fodbold var det eneste i hele verden, jeg brændte efter, og jeg har været ekstremt heldig at have en far, der stillede op og havde lyst til at træne sammen med mig,” fortæller David Beckham om barndomsårene i sin selvbiografi, 'My Side'.
I skolen stod den også på boldspil i alle frikvartererne. David gik på Chase Lane Elementary School, som var kendt for at have et rigtig godt skolehold. Til lærerne havde han ét svar, når de spurgte ham, hvad han ville være, når han blev stor:
”Fodboldspiller!”
Selv om lærerne forsøgte at få ham til at formulere en mere almindelig karriereplan, kunne de aldrig presse mere ud af ham. Kun denne ene ting interesserede ham for alvor.
Som 7-årig blev han meldt ind i den lokale klub, Ridgeway Rowers. I tre sæsoner spillede han for U10-holdet og scorede over 100 mål. Når de andre drenge skyndte sig ind under den varme bruser,
blev David hængende for at øve sit speciale: frispark.
Som ekstra motivation lovede faren ham 50 øre for hver gang, han ramte overliggeren. Ret tidligt lærte han altså, at det også kunne betale sig at være god til sin hobby. Faren tog ham også med til sin egen træning. Mens de voksne spillede, stod David og fulgte med fra sidelinjen eller løb bag målet og sparkede til bolden.
Indimellem fik han lov til at spille med og lærte at drible – på den hårde måde. Hvis ikke han var i stand til at snyde den voksne modstander, blev der sat en skibsværftstackling ind. Faren måtte
sommetider irettesætte sine holdkammerater, når de var for kontante over for den lille purk, men det meste af tiden måtte David bare tage imod.
”De aftener lærte jeg, at det ikke nyttede at pylre. Uanset hvad gjaldt det bare om at komme op igen og videre,” har han senere fortalt.
Ofte skadet
I familien blev alt andet skubbet til side. Familiearrangementer blev aflyst, klassefester droppet, og søstrene måtte altid pænt finde sig i at komme i anden række.
”I forkæler David,” lød det irriteret fra dem, når forældrene endnu en gang havde besluttet at bruge 'feriepengene' på David. Om sommeren stod den på deltagelse i forskellige fodboldskoler i området, blandt andet en, der blev drevet af en tidligere førsteholdsspiller fra Tottenham. Her høstede David alle teknikdiplomerne og endte med det eftertragtede guldmærke. Kun én ting kunne afholde ham fra at dyrke sin elskede sport: skader. Dem var der til gengæld en del af i barndomsårene.
På grund af den udfordrende spillestil, og fordi modstanderholdene efterhånden blev klar over, at han var svær at bremse med lovlige midler, blev han ofte sparket ned. Også på det punkt tog faren ham i lære.
”Far arbejdede med at lære mig, hvordan man skal sørge for konstant at holde bolden i bevægelse og sende den hurtigt videre, så snart den er under kontrol. Den taktik er stadig en af hovedårsagerne til, at jeg har kunnet styre uden om de helt store skader. Desuden er det under alle omstændigheder den bedste måde at spille på,” skriver han i sin selvbiografi.
Talentspejderen
David var kun 9 år, da der dukkede en talentspejder fra Manchester United op til træningen. Besøget resulterede i, at David nogle uger senere blev inviteret til prøvetræning og tilmeldt Bobby
Charlton Soccer School Academy, der var kendt for sin årlige talentkonkurrence, som tiltrak drenge fra hele Storbritannien.
Der blev dystet i jonglering, hovedstød, dribling og sparketeknik. Selve finalen fandt sted forud for en Premier League-kamp foran 40.000 tilskuere på Old Trafford, og den kun 12-årige David
vandt over en tre år ældre dreng. Præmien var to ugers ophold hos FC Barcelona. Snart begyndte Uniteds førsteholdstræner, Alex Ferguson, at forhøre sig om den splejsede dreng fra London, som imponerede til træning og kampe. Indimellem slog han et smut forbi træningsanlægget for at se David spille. Han var ret hurtigt klar over, at der var tale om et exceptionelt talent. Efter et års tid fik Ferguson udformet en 4-årig lærlingekontrakt, som han bad den nu 13-årige David om at underskrive.
David var på det tidspunkt allerede blevet tilbudt en tilsvarende kontrakt hos Tottenham, men havde tøvet. Han oplevede Tottenham-manageren som kølig og afmålt og fik fornemmelsen af blot at være endnu en ungarbejder ved klubbens samlebånd.
Ferguson gjorde sig umage for at lære både David og hans forældre at kende. På et berømt foto fra dengang ser man den granvoksne manager og den spinkle David, begge i hvide skjorter og klubslips, stå bøjet over kontrakten på Fergusons kontor. Uden for billedet, men lige bag David, stod faren og så ud, som om han var ”faldet ned fra månen”, som Ferguson siden har beskrevet det.
Ville ikke skuffe mor og far
Hjemme viste David stolt kontrakten frem til bedsteforældrene og den ventende mor.
”Det betød alt for mig ikke at skuffe mine forældres forventninger. De gav mig aldrig følelsen af, at jeg skyldte dem noget for al den støtte og opbakning, de havde givet mig, men alligevel havde
jeg det sådan, at jeg var parat til at gøre alt, hvad der stod i min magt, for at være sikker på ikke at komme til at skuffe dem. Tænk lige over det: Hvis jeg svigtede dem, ville det dybest set betyde,
at jeg svigtede mig selv. I bund og grund handler det mest om, at jeg har taget mine forældres forventninger til mig og brugt dem som udgangspunkt for de forventninger, jeg har til mig selv,”
forklarer David Beckham i sin selvbiografi.
I en alder af kun 17 år debuterede han på Uniteds førstehold. Seks Premier League-mesterskaber blev det til i de efterfølgende 10 år – plus en Champions League-titel og to FA Cup-titler – inden han i 2003 skiftede til Real Madrid, hvor han i sæsonen 2006/07 vandt det spanske mesterskab. Som 21-årig fik han sin debut for landsholdet i en kamp mod Moldavien, som England i øvrigt vandt 3-0.
Siden er det blevet til 115 landskampe og 17 scoringer for Beckham, der i 2007 tegnede en 5-årig kontrakt med den amerikanske klub Los Angeles Galaxy. I dag betragtes han som klodens største sportsbrand med en årlig indtægt på over 200 millioner kroner. Penge, der blandt andet har gjort ham i stand til – sammen med hustruen, Victoria – at købe familiens berømte hjem nær London, kaldet Beckingham Palace, samt deres villa i Beverly Hills i Californien. Undervejs i karrieren har han mistet den nære kontakt til sin største fan: faren.
Ted Beckham skrev for nogle år siden bogen 'My Son', hvor han fortæller om Davids barndomsår, og om hvordan han ofrede andre fritidsinteresser og hjemmelivet med hustruen og døtrene for altid
at være omkring David: på fodboldbanen, på rejser og i United, der lå flere hundrede kilometer fra familiens hus nord for London. I bogen erkender han, at David blev presset til det yderste.
”Men han ønskede også at blive pacet,” skriver han i sin bog. I forbindelse med lanceringen af bogen blev Ted Beckham interviewet til Sunday Times, hvor gav sin opskrift på en succesfuld (sports)opdragelse.
”Der er fædre, som altid omfavner deres knægte efter kampen og siger: DU ER DEN BEDSTE! Det er helt forkert. Hvis du roser dine drenge for meget, har de jo ikke noget at stræbe efter. Min
metode var anderledes. Jeg sagde til David, at han havde gjort det glimrende i kampen, men påpegede også de konkrete fejl, han havde begået.”
Faren indrømmer, at David har udviklet sig til at være hans egen diametrale modsætning som voksen:
”Jeg er meget genert, mens David har en enorm selvtillid. Faktisk ligner vi overhovedet ikke hinanden. David fører sig frem med stil og elegance og ser godt ud i alt. Du kan putte en pose over
hovedet på ham, og han vil stadig ligne en million. Jeg kan til gengæld iklæde mig et Armani-jakkesæt til 2.000 pund, og jeg vil stadig ligne en gadebums.”
Ted viede 20 år af sit liv på at sikre, at David blev en succes. Da sønnen så blev voksen, gled de fra hinanden. I dag har de kun begrænset kontakt. Faren sender indimellem sønnen en sms og ringer til ham før vigtige kampe, men de ses meget sjældent.
”I dag har David sit eget liv, og jeg ønsker ikke at være en byrde for ham. Men hvis han beder mig om at komme og besøge ham, er jeg hos ham med det samme. Sagen er, at David og jeg i dag
befinder os i to vidt forskellige verdener. Da David var yngre, kunne jeg altid se på ham, hvordan han havde det, eller hvad han gik og spekulerede på. I dag kan jeg ikke læse hans tanker. Det kan ingen! Han er et ikon i sit helt eget univers.”
Mens sønnen er blevet stenrig, lever faren stadig et beskedent forstadsliv. For et par år siden blev han skilt fra Davids mor, og han beholdt hjemmet i Chingford. Dagene går med at arbejde fra 8 til 20 mandag til fredag og ellers – på afstand – følge med i sønnens turbulente liv, som det udspiller sig i massemedierne.
I weekenderne ”opdaterer” han sin enorme samling af ”David-effekter”. Han har kasser fyldt med alle de medaljer og diplomer, som David vandt i barndomsårene. Sammen med gamle klubtrøjer,
smalfilmsoptagelser og fotoalbum. Dagligt køber han 10-12 aviser for at klippe artikler ud om sønnen og lime dem ind i scrapbøger.
I artiklen i Sunday Times fortæller han, hvordan han efter skilsmissen kommer hjem fra arbejde til et tomt hus, laver sig noget aftensmad og sætter sig foran tossekassen, indtil han ikke gider se mere tv. Så går han ovenpå og finder en af de gamle videoer frem med Davids kampe. Udefra betragtet måske en trist skæbne. Men det mener han ikke selv. Tværtimod.
”Jeg elsker min søn for den, han er. Og for de oplevelser, han har givet mig. Tænk, hvor mange fædre der gerne ville have været i mine sko. Nogle gange virker alt det, han har opnået, helt
uvirkeligt. Men det gør mig lykkelig at tænke på.”