Hemmelighedsfuld Brøndby-Birk om møde med FC København
Indkast på Brøndby Stadion
Frederik Birk var naturligvis ikke tilfreds med 3-3 mod Silkeborg i første semifinale af pokalturneringen.
Omvendt var det en stor styrke at kunne få vendt 0-3 til et brugbart resultat. Det er således helt åbent, hvem der kommer til at spille pokalfinale.
Første halvleg udviklede sig mere og mere til et mareridt for Brøndby.
Men overvejede Frederik Birk ligefrem at foretage flere udskiftninger allerede inden pausen?
- Jah, men det er jo også igen det der med, hvor meget kan jeg kommunikere ind til spillerne. Nogle gange er det måske også en god idé lige at vente til pausen, så modstandernes træner ikke får mulighed for at vide, hvilke positioner, du ændrer på.
Indkast var til stede i mixed zone efter kampen og spurgte også ind til prioriteringen frem mod derbyet mod FC København på søndag:
- Kampene ligger tæt, og der er det jo op til træner-teamet at få disponeret det ordentligt. Det må være svaret på det.
Mere fik vi ikke ud af Frederik Birk.
Et godt gæt er dog, at Brøndby ikke kan stille med det samme hold mod både FC København på søndag og i pokalreturen mod Silkeborg onsdag i næste uge.