Brøndby-anfører: Vi kan da også prøve, at jeg stiller spørgsmålene
Jacob Rasmussen lagde ikke fingre imellem efter den katastrofale start på kampen for Brøndby.
Indkast på Brøndby Stadion
Brøndby vendte 0-3 til 3-3. Fra helvede til næsten himlen, kan man sige.
Fra et noget nær umuligt udgangspunkt før returen i Silkeborg i næste uge, er det vel nu nærmest 50/50, hvem der kommer til at spille pokalfinale på Brøndby Stadion.
Indkast spurgte efter kampen anfører Rasmussen om, hvorvidt tvivlen satte ind, da presset fra tribunerne kom i takt med 1, 2 og 3 mål fra Silkeborg:
- Det tænker jeg er rimelig logisk. Vi kan da også prøve, at jeg stiller spørgsmålene, og så kan du prøve at rende rundt derinde og få 25.000 mennesker til at buhe af dig. Så kan vi se, hvor gode beslutninger, du træffer.
Herefter fulgte en nøgtern analyse af tingenes pauvre tilstand før pausen for Brøndby:
- Vi har forventninger til os selv, og noget af det, der er vigtigt for os er, at vi kan se os selv i spejlet.
Jacob Rasmussen skar endnu mere ind til benet i forhold til at være bagud 0-3 mod Silkeborg:
- Når du er nede i sækken med 3-0, så er du ramt. Vi havde brug for at samle os, og der får vi vist, at vi lykkedes med efter pausen.
Nu venter et derby mod FC København på søndag. Herefter følger returkampen på JYSK Park i Silkeborg.