Erik, så du min bazooka?
Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen "Tilgiv mig" af den tidligere FCM-træner Erik Rasmussen, der blandt andet flot og ærligt beskriver det danske fodboldfænomen - Mohamed Zidan!
Hamburg 2008. Mohamed Zidan vil vise mig noget. Jeg følger ham ned i boligkompleksets parkeringskælder. Adressen er hundedyr, den mondæne del af Hamburg, og Zidan er ikke husets eneste velhaver. Oppe i lejligheden, som faktisk er to penthouselejligheder oven på hinanden, som Zidan har købt og lagt sammen, er jeg lige blevet vist rundt i den vildeste luksusbolig med Bang & Olufsen-anlæg i alle rum og et stort billardbord med et gigantisk ‘Z' indgraveret. Resultatet af en drømmekontrakt med Hamburger Sports-Verein til en årsindtægt på omkring 20 millioner kroner.
Efter et mislykket ophold i Werder Bremen og en vellykket udlejeperiode hos FSV Mainz 05 har Zidan virkelig skudt papegøjen.Men det, jeg får at se i kælderen, slår alligevel benene væk under mig. Hans ikke mindre end fire biler står side om side. En klassisk engelsk Bentley, en snusfornuftig Mercedes og en lige så velovervejet VW. Alle smukke og dyre biler.
Kronen på værket er imidlertid en nyindkøbt Lamborghini, indbegrebet af italiensk fuldblod. Zidan sætter sig stolt ind og starter motoren med et brøl, der får hele p-kælderen til at ryste.
- I Egypten er det okay at vise, at man har succes, Erik. Hvorfor ikke glæde sig, når det går godt, og bruge nogle af de penge, man tjener?
Han fortæller, han købte bilen, efter at Egypten vandt African Nations Cup i 2008. Præsidenten for fodboldforbundet kom ind i omklædningsrummet med en kuffert fyldt med penge. 1,2 mil-
lioner kroner til hver.
- Da jeg kom hjem til Hamburg, gik jeg ind til Lamborghiniforhandleren og smed pengene på disken. Er den ikke fed?
Det er sommer. Spillerne og trænerstaben i FC Midtjylland står på torvet i Herning og skal før sæsonen 2004-05 præsenteres som hold. Hele egnen er grebet af fodboldfeber.
Fire måneder tidligere er det nye, flotte stadion ude ved Messecentret på Vardevej blevet indviet. Det skete lørdag den 27. marts 2004. Dommer Nicolai Vollquartz fløjtede op kl. 17.00, og derfor var der tale om en lyskamp, med alt hvad det indebærer af magi, duften af dug på græs og mørket ude bagved. Aftenkampe er bare mere intime. De ellevilde tilskuere troede ikke deres egne øjne, da vi smadrede AB med 6-0. En ustyrlig Zidan scorede fem af målene, tre inden for en god halv time, og det ene mere seværdigt end det andet.
Efter masser af år med ét skridt frem og to tilbage tror folk i landsdelen pludselig på, at man kan drive det til noget med fodbolden i det midt- og vestjyske.
Og med Anders Rasmussen i målet samt et forsvar med Rasmus Daugaard, legendariske Søren Skriver, det unge lokale håb Kristian Bak Nielsen og klubmanden Jesper Mikkelsen ser det fornuftigt ud. På midten ligger tyngden og erfaringen hos elegante Claus Madsen, rutinerede Michael Hansen og Thomas Frandsen side om side med unge Thomas Rathe, der i øvrigt scorede vores femte mål den aften. Helt fremme ligger Zidan sammen med Frank Kristensen, der allerede dengang var en erfaren rotte.
AB med blandt andre Stephan Andersen i målet, Carsten Hemmingsen i forsvaret og Danny Olsen på kanten blev blæst hjem over bæltet. Min trænerkollega på den anden bænk, Henrik Jensen, var magtesløs. De 11.083, der var til stede, glemmer det aldrig.
Nu står vi så i en hestesko oppe på scenen. Vi bliver kaldt frem én efter én. De fleste af spillerne skal bare gå frem og vinke til de fremmødte fans. Der er vel en 400-500 af slagsen. De fleste er børn med deres medbragte forældre. Enkelte af os bliver stillet et par spørgsmål. Som Peter Skov-Jensen, vores målmand og anfører, for eksempel. Han er født og opvokset på vestkysten og er generelt en mand af få ord. Så han svarer kort og præcist ‘Jah, næh og måske' til spørgsmålene. Der er ingen grund til at fråse med ordene. Et karaktertræk, som det ikke er første gang, jeg oplever på den egn.
Som cheftræner bliver jeg også stillet et par spørgsmål. Jeg prøver at svare lidt mere uddybende end Peter Skov. Det føler jeg, at jeg er forpligtet til. Fælles for os alle er dog, at vi har det klart bedst, når vi atter kan trække os tilbage i hesteskoens beskyttende anonymitet.
Zidan kaldes frem som sidste mand. Man fornemmer en forventningsfuld mumlen blandt børn og voksne på torvet. Hvor vi andre lidt smågenerte og nødtvunget træder frem, når vores navn råbes op, er det helt anderledes med Zidan. Han går friskt og selvbevidst frem over scenen med begge hænder højt hævet over hovedet. Laver V-tegnet for sejr med fingrene. Og jubelen er øredøvende. Det er ham, de mange FCM-tilhængere har længtes efter og ventet på. Den nye stjerne på heden. Og med al respekt for fortidens koryfæer i Ikast FS og Herning Fremad vel nok det første rigtige fodboldidol på de kanter nogensinde.
FC Midtjyllands interviewer stiller Zidan et par spørgsmål. Zidan har haft en forrygende halvsæson og var den spiller i SAS Ligaen, der scorede flest mål i foråret. Intervieweren antyder, at en lang række udenlandske klubber er interesseret i Zidan og fisker efter hovedpersonens bekræftelse af, at det er rigtigt. Den lader ikke vente længe på sig. Zidan kikker ned på mængden.
- Jeg havde en fantastisk halvsæson og var måske den bedste spiller i SAS Ligaen. Der er masser af interesserede klubber. Jeg har hørt, at klubber i både Tyskland, Spanien og Tyrkiet vil have mig.
Intervieweren spørger, hvor længe FCM mon får lov til at beholde Zidan. Atter kikker den lille egypter ud på folk.
- Jamen, hvis I elsker mig, Herning, så bliver jeg nok lidt endnu. Elsker I mig? nærmest råber Zidan til mængden.
Det gør den. Betingelsesløst. En øredøvende jubel bryder løs, og taktfaste råb på “Zidan, Zidan” fylder luften. Jeg holder øje med ansigtsudtrykkene hos de øvrige spillere. De giver ikke just udtryk for begejstring. Jeg ser nærmest rendyrket foragt i øjnene hos dem, der ikke nøjes med at reagere med forumdring. Deres afstandtagen til Zidans personlige show er så kraftig, at havde de haft knive i hænderne, er jeg sikker på, de var endt dybt i ryggen på den lille fyr, der bare var glad, fordi nogle hyldede ham.
I dag tænker jeg, at Zidan den eftermiddag på Torvet i Herning blot var forud for sin tid. Det var ikke noget, han tænkte over. Og han var i bund og grund bare sig selv. Men han leverede den vare, der i dag efterspørges kraftigere og kraftigere af både tv og tilhængere. Man kræver idoler med kant og udstråling.
Fodboldstjerner er i dag individuelle mærkevarer, der skal iscenesætte sig selv. Karrieren er kort, og derfor skal der profiteres, mens tid er. Den dag kom det så bare til at stå i grel kontrast til den kontrollerede Peter Skov-Jensen og resten af den forsigtige, vestjyske FCM-trup. Og derfor kom Zidans performance til at stikke sådan ud.
I dagens Bundesliga er den slags teater nærmest obligatorisk, og også her hjemme har grænserne flyttet sig i forhold til 2004. Men man må stadig helst ikke blive for stor i lille Danmark. En selvbevidst fyr som Nicklas Bendtner får sine drag over nakken af pressen, og han er vel den danske spiller, der i fremtoning kan minde mest om Zidan.
Da jeg møder Mohamed Zidan første gang tilbage i slutningen af 90'erne, er jeg hyret af AB's daværende sportsdirektør, Per Frimann, til at lave specialtræning for en række af klubbens største talenter.
Mohamed er en tynd knægt på 16 år. Men hans øjne skinner med en glød, jeg aldrig tidligere har set. Allerede på det tidspunkt laver han de mest vanvittige tekniske detaljer med bolden. Man kan se, at han elsker den, og den elsker ham. Den er klistret til fødderne af ham, hver gang han tager et træk med den. Uanset hvor højt tempoet er i detaljen. Ja, han er næsten i stand til at få den til at snakke.
Frimann er ikke et sekund i tvivl om drengens potentiale. Han taler om Zidan med kærlighed i stemmen og slår fast, at han bliver fantastisk. Zidan er det største fodboldtalent, Frimann har set. Han ved, at knægten har problemer i forhold til nogle af holdkammeraterne. Men når han bliver rettet til, har Zidan i Frimanns øjne alle muligheder for at blive en superstjerne.
Når en fyr som Per Frimann siger den slags, er det værd at lytte. Frimann var selv et af sin generations største talenter. Han kunne så meget med en bold, og alt skete i høj fart. En skæbnesvanger skade under det danske fodboldlandsholds afsluttende forberedelser op til VM i 1986 betød imidlertid, at Frimann aldrig fik den karriere, hans talent berettigede til. Jo, han kom igen efter tacklingen under den sidste træningskamp før slutrunden i Mexico.
Men han nåede ikke sit højeste niveau igen, og derfor blev han aldrig sin tids tempospiller som Frank Arnesen før ham. Han sluttede allerede som 28-årig i 1990 med 17 landskampe på bagen. I de sidste par sæsoner var jeg klubkammerat med ham i Brøndby. Han var skadet i hele perioden, men genoptrænede pligtskyldigt for at give karrieren en sidste chance. Desværre forgæves. Alligevel var han altid positiv, smilende og glad.
Fordi han havde et brændende fodboldhjerte, forblev han i fodboldverdenen efterfølgende. Og øje for talent har han afgjort, ham Per Frimann. Så jeg husker, hvad han siger om Zidan.
Da jeg i vinteren 2003-04 bliver cheftræner i FC Midtjylland, møder jeg så atter Mohamed. Efter 12 mål i 51 kampe for AB skiftede han i 2003 København ud med Herning. Selv om der er gået fire år siden vores første møde på AB's anlæg i Gladsaxe, er det synd at sige, at han er blevet mere afrettet. Det er tydeligt, at han stadig stikker ud og har umanerligt svært ved at forstå de sociale spilleregler, der følger, når man er en del af et hold.
Allerede under min første træning i FCM fornemmer jeg, at de øvrige spillere betragter Zidan som det sorte får i flokken. De kender ham jo. Jeg skal først til at danne mig et overblik. Efter mine første individuelle samtaler med spillerne i truppen står det endnu klarere for mig. Størstedelen af spillerne kan ganske enkelt ikke udstå ham. Deres antipati mod ham bunder i en usund cocktail af flere ting. Selvfølgelig er en væsentlig ingrediens god, gammeldags misundelse. De vil aldrig kunne lære det, han bare gør som den naturligste ting i verden. Desuden stjæler han i den grad billedet fra dem. Det er ham, medierne fokuserer på. Og det er ham, der er tilhængernes yndling.
Men først og fremmest er han fundamental anderledes på det menneskelige plan. Han er så sindssygt egoistisk på en fodboldbane, at hans medspillere aldrig har og formentlig aldrig vil komme til at opleve noget lignende. På en meget udansk måde er han bare utrolig glad for at være i centrum.
Arbejdsmiljøet i en fodboldklub kan være ret så nådesløst. Og i FC Midtjylland betyder den klare, rendyrkede modvilje mod Mohamed Zidan, at han er jaget vildt på træningsbanen. Både fysisk og verbalt. Normalt er det sådan i de fleste fodboldklubber, at de bedste spillere nyder en vis form for respekt. De er ikke nøddendigvis de sødeste fyre eller bedste kammerater. Men ene og alene i kraft af deres kunnen og betydning for holdet ligger de lunt i hierarkiet.
Sådan er det ikke for Zidan i FCM. Ingen af de andre når ham til anklerne rent spillemæssigt, alligevel er han totalt fredløs. En fodboldmæssig outcast placeret i bunden af hierarkiet. Zidan kan man omkostningsfrit hælde skidtspanden ud over og på den måde hævde sig selv. Det gælder for spillerne. Og det gælder desværre også for mine assistenttrænere.
En af mine første opgaver som cheftræner i FC Midtjylland er det uofficielle danske mesterskab i indendørs fodbold i Brøndby Hallen. Mohamed Zidan er suverænt vores bedste spiller. Ja, han er med afstand stævnets mest spektakulære aktør. Han scorer fem af de seks mål, vi laver, før vi bliver slået ud.
Alligevel står den ene af mine assistenter, Lasse Christensen, konstant og råber efter ham. Velvilligt akkompagneret af en række af spillerne.
- Slip nu bolden, mand. Der er andre på holdet end dig.
Lyder nogle af de blidere tilråb, som Zidan må lægge øre til den dag. Da vi sidder i omklædningsrummet efter at være blevet slået ud, kommer det til et voldsomt skænderi. Det er Zidan mod de øvrige med undtagelse af Razak Pimpong. Den ghanesiske angriber er Zidans ven. Men selv om Pimpong er populær i truppen, er han heller ikke højt placeret i hierarkiet.
De øvrige er rasende på egypteren. De mener, det er på grund af hans egoisme på banen, at vi nu er færdige i turneringen. De glemmer, at havde det ikke været for hans uforlignelige færdigheder og mange scoringer, havde vi været ude af turneringen langt tidligere. Jeg lægger mig imellem og beskytter Zidan. Det står klart for mig, at jeg allerede fra begyndelsen af mit virke som træner i klubben skal beskytte ham og demonstrere, at jeg på nogle områder har tænkt mig at acceptere, at han er en egoist uden sidestykke.
Når man har med et så spektakulært talent som Zidan at gøre, må man nødvendigvis som træner være mere fleksibel. Og acceptere, at eneren stritter lidt ud.
Her og nu i Brøndby Hallen kommer det dog bag på mig, at gnidningerne mellem Zidan og den øvrige trup er så udtalte. Og det kommer endnu mere bag på mig, at spillernes reaktion åbenbart også bliver forstærket fra trænersiden. Netop det er noget, jeg skal have på plads med det samme.
Jeg skærer ud i pap for spillerne, at jeg ikke gider skænderier i omklædningsrummet efter en tabt kamp. Jeg ridser op for dem, at Zidan altså scorede fem ud af seks mål. Jeg konstaterer, at det er urimeligt, at de overfalder ham. Og jeg præciserer, at vi vinder sammen og taber sammen. Skal der uddeles individuel kritik efter en kamp, kommer den fra mig. Og kun fra mig.
I den kommende tid har jeg Zidan inde til et hav af individuelle samtaler. Jeg prøver at få ham til at forstå, at han er en del af et hold.
Samtidig ved jeg, at jeg skal være empatisk og støtte ham i forhold til den øvrige spillertrup. Sideløbende har jeg også samtaler med en del af de spillere, jeg ved har vanskeligst ved at rumme ham og fungere sammen med ham. Jeg holder desuden møder med spiller-truppen uden Zidan, hvor eneste punkt på dagsordenen er at skabe større forståelse og accept af ham. Og jeg inddrager samtidig de spillere, der er placeret højest i hierarkiet. Deres accept af Zidans personlighed er nemlig uhyre vigtig.
Selvfølgelig kan det være svært at skabe forståelse i en spillertrup for en ener og superindividualist som Zidan. Mange af de øvrige spillere er jo også udrustet med betydelige egoer. Det ligger i den uddannelse, der gør dig til topfodboldspiller. Er du fra helt ung vant til at blive feteret og bekræftet af dine omgivelser, er det kun naturligt, at dit ego bliver stort. Zidans tro på sig selv er imidlertid af en anden verden i forhold til de øvriges. Men hans opvækst er også markant anderledes end den gængse danske med ordnede forhold bag ligusterhækkene i parcelhuskvarteret.
Zidan blev født den 11. december 1981 som Mohamed Abdullah Zidan og voksede op i den egyptiske millionby Port Said, der ligger ved indsejlingen til Suez-kanalen. Allerede som otteårig begyndte han at spille fodbold i den traditionsrige klub Al-Masry Club, hvor han hurtigt beundredes for sit enorme talent. Det gav masser af status og bekræftelse. Egypten er meget forskellig fra Danmark på det område. Her dyrker man sine helte og slår dem ikke konstant i hovedet med janteloven. I Egypten er det helt i orden at tro, at man er noget.
På vores møder og under mine samtaler med de andre spillere prøver jeg at skabe forståelse for, at det er den mentalitet, Zidan er rundet af. At det er det, han har med i rygsækken fra sin opvækst. Jeg bestræber mig på at give dem en fornemmelse af, hvordan vi er hver især, og hvor vidt forskellige baggrunde vi kommer fra. Spillerne lytter. De prøver at forstå det. Og nogle rykker sig endda mentalt. Dog ikke så langt, at de ligefrem kommer til at elske Zidan. Men dog så meget, at det bliver nemmere for dem at rumme ham uden for banen og fungere professionelt med ham på banen.
Modsætningerne kommer blandt andet tydeligt frem mellem Zidan og hans angrebsmakker, Frank Kristensen. ‘Farlige' Frank, der på det tidspunkt er 27 år, er søn af en fisker, født og opvokset i Agger yderst på den nordjyske vesterhavskyst. Et lille fiskersamfund i læ bag klitten, hvor alle kender hinanden, og man ikke fører sig frem med store armbevægelser. Man ser hinanden an, før man indleder samtaler, endsige venskaber. Frank er naturligvis præget af de værdier og spilleregler, han voksede op under i en familie, hvor faderen slider i det på havet i kampen for det daglige brød. Frank er så stille og beskeden, at det grænser til det reserverede. Han sætter aldrig sig selv i fokus. Og fyren tænker sig grundigt om, før han taler.
Et tvist af dr. Jekyll og mr. Hyde har han dog, ‘Farlige' Frank. For trods sin ydmyge personlighed er Frank i kraft af sit job skam ærgerrig og sulten efter succes. Men han sætter altid holdet over sig selv. Beder jeg for eksempel ham at spille venstre back, fordi det tjener holdet bedst, lunter han på plads og ofre sig for fællesskabet. Selv om det indebærer, at han ikke kan forfølge sine egne muligheder for at score mål og derved øge sin markedsværdi.
Frank er i den grad mærket af Zidans tilstedeværelse og præsterer dårligt, mens de spiller sammen. Han scorer færre mål og er mindre glad i dagligdagen. Uanset hvor meget Frank Kristensen prøver at forstå Mohamed Zidan, lykkes det aldrig helt. Selv om de begge er vokset op ved vandet, er der kulturelt, menneskeligt og mentalt uoverstigeligt langt fra Agger til Port Said.
Jeg har personligt nemt ved at acceptere Zidan. En vigtig ting er, at jeg grundlæggende godt kan lide ham. Jo, han er egoman og selviscenesættende ud over alle grænser. Han har ingen – eller meget begrænsede – sociale kompetencer. Han magter ganske enkelt ikke at ‘læse' de øvrige spillere i truppen og ejer ikke skyggen af situationsfornemmelse. Han plaprer op på de forkerte tidspunkter og kommer derfor ofte til at føle sig forfulgt eller misforstået. Men han er i bund og grund en god dreng. Han har masser af gode menneskelige egenskaber. Han er gavmild og generøs, og der er ingen grænser for alt det gode, han vil gøre for dem, der står ham nær. Desuden er han enestående i sin omgang med tilhængerne.
Nærværende og interesseret i forhold til de børn, der kommer i klubben. Altid smilende, imødekommende og venlig. For mig er det nok til, at jeg i dagligdagen føler en grundlæggende glæde ved at arbejde sammen med ham. At han så også vinder en masse kampe for os og udvikler sig til at blive klubbens største profil og en af de mest underholdende spillere i den bedste hjemlige række nogensinde, er naturligvis blot andre formildende omstændigheder.
Men dermed ikke sagt, man ikke kan blive træt af Zidan.I det år, jeg træner Zidan, slår han sig permanent ned i orkanens malstrøm. Er det ikke på grund af de utallige kontroverser med holdkammeraterne, skyldes det mere eller mindre vanvittige episoder fra privatlivet. Alt sammen finder det sted under en kolossal mediebevågenhed, der tester FC Midtjylland maksimalt. Der bliver i de måneder præsteret mere end én feberredning på de indre linjer for at begrænse skaderne. Zidan er ganske enkelt et løsgående missil. Men samtidig giver balladen klubben kant og positionerer FCM som ‘klassens frække dreng.' En karakteristik, der passer opkomlingene fint, og som man ikke gør alverden for at fjerne sig fra. Alle kneb gælder, når man som udfordrer til de etablerede storklubber skal have slået hegnspæle ned omkring sig selv.
Og Mohamed Zidan viser sig at have en enestående evne til at rydde forsiderne på frokostaviserne. Også selv om der ofte kun er tale om uskyldigheder og små fejltrin fra den unge egypters side. Én episode står særlig stærkt i erindringen:
Det er søndag den 17. maj 2004. Vi spiller topkamp på Brøndby Stadion. Over 17.000 tilskuere er på plads for at se deres yndlinge forsvare SAS Ligaens førsteplads mod rækkens nummer fire. Brøndbys hold er skræmmende stærkt i den periode med profiler som Karim Zaza i målet, Per Nielsen i forsvaret og en superstærk midtbane med Martin Retov, Thomas Kahlenberg og Kim Daugaard. Oppe foran hærger det svenske løbemonster, Mattias Jonson, mens klubbens største profil, Michael Laudrup, sidder på trænerbænken.
Der er noget helt særligt ved at spille på Brøndby Stadion i de år. Man ser frem mod kampene med ærefrygt. Det gælder både spillerne og os udenfor. Faxe Tribunen med den kogende gule hær af inkarnerede Brøndby-supportere lægger syngende og råbende et kolossalt pres på os modstandere og dommere kampen igennem. De første 45 minutter er jævnbyrdige. Spillet bølger frem og tilbage med muligheder i begge ender. Vi nærmer os hastigt pausen.
Pludselig modtager Zidan bolden lidt uden for Brøndbys straffesparksfelt i højresiden. Han tager et par træk ind mod midten og snyder to Brøndby-spillere på vejen, hvorefter han med et smukt langskud tordner bolden i nettet. Vi jubler som vanvittige på bænken.
På banen fejrer Zidan scoringen ved at sprinte ned til det nærmeste hjørneflag. Han sætter sig på hug og gør, som om han affyrer en bazooka op mod det allerhelligste, Faxe Tribunen med hjemmeholdets mest fanatiske tilhængere. Siger uden ord: Så tag DEN!
Kantspilleren Razak Pimpong, Zidans eneste rigtige ven og allierede på holdet, stormer ned mod målscoreren og kaster sig over kammeraten for at fejre scoringen med ham. De øvrige på holdet har derimod blot kortvarigt armene i vejret for at markere scoringen. Ingen af dem løber ned for at fejre målet med Zidan. De vender sig i stedet nærmest demonstrativt om og går roligt op på vores banehalvdel for at vente på, at spillet sættes i gang igen. De har ikke lyst til at juble med Zidan, selv om scoringen både er uhyre geværdig og vildt vigtig for os.
Kort efter fløjter Knud Erik Fisker til pause med en 1-0-føring til os. Da vi kommer ind i omklædningsrummet, giver jeg en kort melding om, hvor godt holdet har arbejdet, og hvor vigtig 1-0-føringen er for os. Derefter trækker jeg mig sammen med de øvrige omkring holdet ind i trænerafdelingen. Jeg giver spillerne fem minutter, hvor adrenalinen langsomt kan forlade kroppen, før vi bruger de sidste fem minutter på at snakke om, hvad vi spillemæssigt skal gøre i 2. halvleg. Det er min erfaring, at spillerne har godt af at falde ned, før man begynder at hælde dessiner og taktiske overvejelser på dem. Jeg kalder holdet sammen og skal lige til at begynde på den fælles snak, da Zidan kalder på mig.
- Erik, Erik, kom lige her.
Jeg går hen til Zidan, der sidder på sin plads. Han prøver at hviske. Men han taler alligevel så højt, at alle kan høre ham. Han sidder med et forventningsfuldt smil om munden. Som drengen, der glæder sig til at sætte tænderne i sin livret.
- Erik, så du min bazooka? spørger han glad.
Jeg ser på ham og klapper ham på skulderen. Ud af øjenkrogen registrerer jeg samtidig hans holdkammerater. De sidder og stirrer vantro. Jeg ved præcis, hvad de tænker: Vi skal til at forberede os på en vildt vigtig 2. halvleg på Brøndby Stadion, sekunderne er dyrebare, vi har alle chancer for at skabe et sensationelt godt resultat på den måske mest frygtede udebane i dansk fodbold, og det eneste, Zidan tænker på, er hans scoring og den efterfølgende
bazooka-scene.
- Ja, det så sejt ud, Zidan, siger jeg. Men vi bliver nødt til at have fokus på 2. halvleg nu, er det okay med dig?
Han nikker veltilpas. De afsluttende 45 minutter forløber som ventet. Brøndbys angrebsbølge ruller nonstop ned imod os, og vi er spillet helt tilbage i eget felt. Men vi forsvarer os godt og holder tappert stand i lang tid.
Skaber endda nogle muligheder for at udbygge føringen og måske lukke kampen. To gange kreerer Zidan i kraft af geniale dribleture gigantchancer. Men hver gang vælger han, stort set stående på mållinjen og fra nul grader, at forsøge at score selv i stedet for at spille bedre placerede holdkammerater. Vores chancer glider ud i sandet.
To minutter før tid udligner Thomas Kahlenberg så til 1-1. Og langt inde i overtiden gør Mattias Jonson det selvfølgelig til 2-1 til Brøndby. Man tror, det er løgn. En uventet, men højst velkommen triumf bliver på ganske få øjeblikke vekslet til en skuffelse så stor, at den er på kanten af det ufordøjelige for alle.
Der skal findes årsager til fiaskoen. Sådan er det i omklædningsrum. Og det skal helst gå hurtigt. Holdkammeraterne vender deres frustration mod Zidan. De har umådelig svært ved at tøjle deres vrede og aggressivitet. Især den ellers så pæne mand, Thomas Frandsen, koger over, og jeg bliver nødt til at lægge mig imellem for at dæmpe ham. Ellers er jeg bange for, at han korporligt går løs på Zidan.
Syv minutter før tid var en dødtræt Frandsen blevet skiftet ud med Nicolai Jørgensen. Da Frandsen ramte badet, lå vi til at choksejre. Men da Fisker omsider fløjtede af, stod vi altså tilbage som tabere efter den værst tænkelige afslutning. Frandsen er en holdspiller med et kæmpe hjerte. Og for ham er Zidans adfærd på Brøndby Stadion den eftermiddag totalt uforståelig og uacceptabel.
I forsommeren 2004 er spændingerne i truppen så store, at FC Midtjylland ikke længere kan holde problemerne inden døre. Nu er det både den folkekære angriber Frank Kristensen og den hårdtarbejdende midtbanespiller, førnævnte Thomas Frandsen, der lider under Zidans væremåde.
Omverdenen får nys om, at Zidans facon er årsag til alvorlige gnidninger. I et åbenhjertigt interview med DR Sporten beretter en rystet Thomas Frandsen, hvordan han må have hjælp af klubbens psykolog, Erik Østenkjær, for at lære at kapere den unge holdkammerat.
I den periode, hvor Zidan rammer Frandsen mest, mister han nærmest taget i sig selv. Hans fodboldspil falder fra hinanden, og selv simple indersideafleveringer over fem meter bliver uoverstigelige udfordringer. Thomas Frandsen erkender gerne, at han aldrig har spillet sammen med én, der kan så meget som Zidan.
Men egypterens ego paralyserer nærmest midtbanespilleren og kapsler ham ind i en boble af handlingslammelse. Det er først, da Thomas Frandsen med assistance fra psykologen lærer at være ligeglad med Mohamed Zidan, at han atter finder tilbage til sit normale niveau.
Den interne turbulens og de kontinuerlige kontroverser med holdkammeraterne lægger nu ikke en dæmper på angriberens præstationer. Ugen efter dramaet i Brøndby kåres Mohamed Zidan til forårets profil i Superligaen. De 12 trænere tildeler ham 48 ud af 55 mulige point i TIPS-bladets tilbagevendende kåring.
Det er den 12. september 2004. En ny sæson er i gang, og vi har fået et fint udlæg med 12 point for seks kampe. Vi slår blandt andet FCK 2-0 på SAS Arena foran mere end 11.000 tilskuere. Nu står vi så over for Herfølge på udebane, og Mohamed Zidan ligger som så ofte før på massagebriksen.
Vi har i omklædningsrummet besøg af en journalist og en fotograf fra DR Sporten. De får at vide, at de skal være ude en time før kick-off, så de ikke forstyrrer vores afsluttende forberedelser. Fotografen skyder nogle billeder af Zidan, der ligger på briksen, kun iført håndklæde om livet og et fint armbåndsur. Ellers nøgen, som Gud har skabt ham.
Disse tv-billeder bliver begyndelsen på en særdeles turbulent tid for Zidan. I første omgang slipper han fint fra kampen på Herfølge Stadion. Han bliver matchvinder i vores 1-0-sejr med sin scoring efter knapt en times spil. Men torsdag den 16. september bliver jeg tidligt om morgenen ringet op af en rystet Zidan.
- Erik, jeg kommer nok ikke til træning i dag.
Han er så nervøs, at stemmen hakker. Jeg spørger nysgerrigt, men ikke undrende, hvad der dog er kommet i vejen. Jeg har for længst vænnet mig til, at uforudsete hændelser har det med at opsøge Zidan.
- Politiet står her. De vil have mig med på stationen til afhøring.
Jeg skynder mig ud i bilen og bryder samtlige hastighedsgrænser for at nå over til Zidan, før politiet fører ham væk. Vi bor ikke så langt fra hinanden i centrum af Herning. Da jeg kaster bilen ind til kantstenen, holder politiet der ganske rigtigt. Jeg tager fat i den ene betjent og spørger ind til, hvad der dog er sket. Betjenten ved godt, hvem både Zidan og jeg er. Ligesom alle andre i byen følger han højst sandsynligt med i FC Midtjyllands gøren og laden, og det hjælper på hans meddelsomhed.
- Vi er nødt til at ransage Mohamed Zidans bopæl. Han er blevet set i besiddelse af hælervarer, så vi undersøger, om han ligger inde med flere varer end det ur, han er blevet anmeldt for at være
i besiddelse af.
I det samme kommer den uheldige hovedperson ud. Jeg trækker ham til side.
- Zidan, for helvede. Hvad er nu det her?
- Jamen, jeg købte bare et ur på Strøget, Erik. Et superfedt ur for 2.500 kroner. Og nu roder de hele mit hjem igennem for hælervarer. Jeg forstår det ikke.
Zidan får ret i, at han ikke kommer til træning den dag. Han sidder i stedet til afhøring på politistationen i Herning. Det viser sig, at uret er ét af blot 12 i en serie, hvoraf der kun er solgt to i Danmark. Der er faktisk tale om et dameur fra schweiziske Dubey & Schaldenbrand til en værdi af 120.000 kroner. Jeg lærer senere, at det er blevet stjålet i forbindelse med et voldsomt indbrud hos en guldsmed i København.
Det skulle naturligvis aldrig være endt rundt om håndleddet på Zidan. Men meget kan man sige om ham: Blik for en god handel, det har han. Jeg er nu ikke et sekund i tvivl om, at han købte uret i god tro. Der er det naturbarnet i ham, der tager over. Han skænker ikke en tanke, at der kan være tale om tyvekoster. Hvorfor skulle han ellers bære det åbent på tv i både Onside og på DR Sporten?
Man kan bebrejde ham at være både naiv og alt for impulsiv. Men ubegavet er han altså ikke. Igen betyder rødderne meget. Du er formet af det, du kommer fra. I Zidans gamle nabolag i Port Said er det ikke usædvanligt at købe alt mellem himmel og jord hos de lokale handlende i gyderne. Her i Danmark skal du derimod være anderledes opmærksom.
De følgende måneder bliver mentalt hårde for Mohamed Zidan, der lægges for had på samtlige danske stadioner, bortset fra SAS Arena, hvor de forvænte tilskuere har for vane at rejse sig i sæderne, så snart manden passerer midterlinjen med bolden på tæerne. De ved – og modstanderne ved – at tingene i løbet af en dribling eller to kan eksplodere i noget enestående. Jeg havde aldrig set fænomenet før. Og jeg tror ikke, jeg kommer til det igen.
Men uden for de trygge rammer i det midtjyske gås der ubarmhjertigt til stålet, når Zidan træder op. Og manden er jo ikke én, der gemmer sig i mængden. I Aarhus skruer publikum grovfilen på og råber taktfast, “hæler, hæler”, da vi i slutningen af september gæster AGF. Zidan bringer efter små 40 minutter os foran 1-0 og kan naturligvis ikke nære sig. Han stormer triumferende ud mod de hvide hardcore-tilhængere og viser med en finger for munden, hvordan han synes, de burde opføre sig. På vej tilbage mod banen sparker han til en bande, hvorefter dommer Claus Bo Larsen kvitterer med en advarsel.
Vi taber siden 3-1 på blandt andet en Stig Tøfting-scoring lige før pausen (ud over Tøfting er det i øvrigt et interessant GF-hold med profiler som Leon Andreasen, Tobias Grahn, Brian Steen Nielsen, der senere skal blive min kollega i klubben, og Morten ‘Duncan' Rasmussen. Erfarne folk, én og anden godt kunne have brugt nogle år senere ...)
I løbet af efteråret 2004 bliver Zidan for alvor et samtaleemne i fodbold-Danmark. Elsket eller hadet. Der er ingen mellemvej med ham. Spillemæssigt bliver han bare bedre og bedre, efterhånden som efteråret skrider frem. Selv om mange har svært ved at klare ham, anerkendes han vidt og bredt som den mest spektakulære spiller i SAS Ligaen.
Han er ganske vist ikke den mest scorende i de måneder. I sin sidste sæson for OB laver en sindssygt skarp Steffen Højer 15 af 20 sæsonmål i løbet af efteråret. Også Esbjergs Fredrik Berglund ligger med 13 mål højere end Zidan på topscorerlisten. Min mand laver 11 mål og er dermed bedre placeret end FC Nordsjællands Mads Junker med ni og Brøndbys Morten Skoubo med syv.
Det er tydeligt for os, at Zidan er blevet mindre egoistisk i sit spil. Det sker oftere og oftere, at han spiller holdkammeraterne fri til chancer og scoringer. Vi er flere i FCM, der har ære af hans forvandling. Vores sports-direktør, Jens Ørgaard, og hans kone, Anitte, har nærmest taget Zidan til sig som en søn af huset. Zidan tilbringer mange aftener hjemme hos Ørgaards i parcelhuset i Kibæk, hvor de spiser, snakker og hygger sig. Anitte bliver vel nærmest en slags reservemor for Zidan. Anitte er en powerwoman. Det skal man være for at være gift med Jens. Hun er rap i replikken, har glimt i øjet og masser af humor.
Jens og Anitte prøver at få Zidan til at forstå spillereglerne i det danske samfund og den danske kultur. Jeg skal hilse og sige, står man ikke tidligt op, bliver man let kørt over af Jens' facon. Han elsker at teste sine omgivelser med practical jokes, dårlige vittigheder og skarpe kommentarer. Der er aldrig stille omkring ham. Det er, som om stilhed gør ham utilpas. Så han snakker konstant. Men både Anitte og Jens har masser af overskud, kærlighed og respekt i forhold til Zidan. De forsøger at modne ham mentalt. Humor er en vigtig del af det. Kan du finde ud af at blive drillet, kan du finde ud af det meste.
Meget kan man sige om Jens (og det bliver der), men når det kommer til Zidan, så har han et blødt punkt. Nogle vil sige, at Ørgaard bare beskytter sin guldfugl. At han passer på sin investering og skærper den med henblik på videresalg. Men det er uretfærdigt. Jens har siden holdt kontakten ved lige med Zidan, og Mohamed har ofte spurgt Jens til råds om stort og småt.
Jeg fortsætter mine samtaler med Zidan i forbindelse med træningen. Jeg ser også Mohamed privat af og til. Men jeg er opmærksom på, at jeg som cheftræner ikke er for meget sammen med ham uden for fodbolden. Det vil let kunne misforstås af den øvrige spillertrup. Samtidig er jeg også lidt træt af alle de problemer, der til stadighed opstår omkring ham. Og har brug for et frikvarter fra ham, når vi ikke er sammen arbejdsmæssigt. Alligevel har han på trods af sin status som stjerne en sårbarhed, der gør, at jeg har lyst til at hjælpe ham også ud over det fodboldfaglige, altså på det personlige plan. En dag i det sene efterår 2004 snakker vi om, hvorfor han mon ikke blev solgt efter sit flotte forår.
- Det kan godt være, at du var den mest scorende spiller, men du lavede stort set ingen assists. De store udenlandske klubber vil også se, at du er i stand til at spille for holdet. FCM har ikke tænkt sig at sælge dig billigt. Og de udenlandske klubber giver ikke prisen, hvis de har på fornemmelsen, at du først og fremmest er en superegoist.
Zidan ser eftertænksomt på mig. Det lader til, at jeg rammer noget i ham.
- Jamen, så må jeg jo bare til at lave nogle flere oplæg. For Erik, jeg vil til en stor klub i udlandet, siger han og forlader smilende omklædningsrummet.
Det kunne have udviklet sig til en træls samtale. I virkeligheden er vi jo inde at røre ved noget centralt i Zidans måde at være på. Og er der noget, vi mennesker har det svært med, så er det at blive kritiseret for vores opførsel. Vi bliver så let ramt. Men ikke Zidan. Han justerer bare ind og flytter sit fokus. For de fleste af os ville kritikken have været vanskelig at kapere.
Et par dage efter spiller vi hjemme mod Esbjerg. Det udvikler sig til en vanvittig kamp, hvor vi til sidst vinder 4-3 efter at have været foran 2-0 og bagud 2-3. Zidan scorer mod sædvane ikke. Men hele tre gange spiller han holdkammeraterne helt fri. Den ene målgivende assist, der er mere genial end den anden. Og pludselig begynder Zidan og resten af holdet at juble sammen.
For mig som træner er det utroligt forløsende. Det, jeg har arbejdet hen imod i næsten et år, er endelig lykkedes. Zidan er blevet en anelse mindre egoistisk. I hvert tilfælde for en kort periode. Og holdkammeraterne glemmer for en stund deres irritation og krammer ham endda!
I bund og grund ved jeg dog godt, at det ikke er en fundamental karakterændring hos Mohamed, men blot en erkendelse af, hvordan han bedst muligt kan appellere til udenlandske storklubber. Kort efter Esbjerg-kampen er Zidan og jeg i Kolding, hvor vi skal træne en gruppe utilpassede unge indvandrere. Her oplever jeg for alvor, hvor stor Zidans popularitet er i de kredse. Jeg ser, at han er en markant rollemodel og et kæmpe forbillede. De er ret ligeglade med alle hans dumheder uden for banen. Han er den første i dansk fodbold med muslimsk baggrund, der rent faktisk er blevet en stjerne. Og som en hel generation af unge med en anden etnisk baggrund derfor ser op til og identificerer sig med. For dem er han det levende bevis på, at virkeligheden kan have et element af X Factor, hvis du altså har talentet og vil det nok. Selv om du ikke er pæredansk.
Seancen i Kolding nærmer sig gudedyrkelse. Alle vil røre ved Zidan. Alle sluger selv den mindste stavelse, der kommer fra ham. Og når han disker op med tricks med bolden, står de som tryllebundne. Han har dem i sin hule hånd. Jeg kan se, at det gør indtryk på ham. Det er, som om det et kort øjeblik står klart for ham, hvor meget hans position forpligter.
- Er det ikke vildt, som de elsker mig, bare fordi jeg kan spille fodbold. Jeg skal være et godt forbillede og ikke lave så mange dumheder. Ville det ikke være godt?
Jeg siger ham ikke imod. Og for første gang er jeg tæt på at være stolt af ham som menneske. Som fodboldspiller har jeg allerede været det masser af gange.
Vi slutter efteråret på andenpladsen i ligaen. Mohamed har været i særklasse, men den øvrige del af holdet har også gjort det fremragende. I begyndelsen af december oplever Zidan lidt tiltrængt kollegial anerkendelse, da Spillerforeningen kårer ham til årets profil i SAS Ligaen.
Som trænere er vi oprigtigt stolte over, at vi har fået Nordeuropas største individualist integreret så effektfuldt på holdet. Det har kostet en masse arbejde og blod, sved og tårer. Mange var med til at skærme af og feje op. Men det er lykkedes.
Midt i julemåneden er den dog atter gal. Zidan når på det lige stykke mellem Herning og Hammerum op på 142 km/t i sin bil. Selv om vejen frister til mere, det skal indrømmes, må man altså kun køre 80. Retten i Herning vurderer få dage inde i 2005 forseglsen til ubetinget frakendelse af kørekortet i et halvt år og en bøde på 3.500 kroner.
48 timer efter dommen forlader Zidan FC Midtjylland til fordel for det tyske mesterhold Werder Bremen. I første omgang er der dog blot tale om en lejeaftale, men tyskerne får en forkøbsret på Zidan lydende på, hvad der svarer til 25 millioner kroner. Sports-direktør Jens Ørgaard har endnu en gang sneget en markant spillerhandel igennem.
Netop salget af Zidan er hårdt tiltrængt. FCM er i vinteren 2005 presset økonomisk på grund af store investeringer i talentudvikling og etableringen af Claus Steinleins vision: Fodboldakademiet i Ikast. Så Zidan-handlen er såre nødvendig. Klubbens ledelse er både glad og lettet. Det samme er vi egentlig på trænerkontoret.
Først og fremmest på Zidans vegne, naturligvis. Han får en fantastisk kontrakt, der indbringer ham over fem millioner kroner om året. Det giver ham mulighed for at sikre økonomien for både sig selv og familien i resten af tilværelsen. Det er ikke uvæsentligt, når man kommer fra gyderne i Port Said. Men vi er faktisk også glade for transferen på egne vegne. Det har trukket tænder ud at arbejde så intenst med Zidan. Hele tiden at skulle tage stilling til og agere mægler i de uendelige små og store konflikter, der konstant opstår rundt om ham. Bedst som én kontrovers lægges ned, ryger låget af en anden. Efter at salget af Zidan er blevet offentliggjort, har jeg en række af de bærende kræfter i truppen inde til individuelle samtaler.
- Ja, nu bliver det jo nok vanskeligere uden Zidan. Hvordan tror du, det påvirker vores forår, at han ikke er her mere? indleder jeg.
Svarene er stort set enslydende. Spillerne vil hellere blive nummer fire i ligaen UDEN Zidan end nummer to MED den unge egypter. Og her gik jeg og troede, at integrationen af Zidan var lykkedes...
Den 15. februar 2005 idømmes Zidan 60 dages betinget fængsel i Københavns Byret i hælerisagen om det stjålne armbåndsur. Men Zidans fokus er et helt andet sted: Tre dage tidligere har han nemlig fået en drømmedebut i Bundesligaen, da han med en scoring som indskifter sætter streg under Werder Bremens 2-0-sejr over Borussia Mönchengladbach.
Når jeg tænker på Zidans glade ansigt, kommer jeg til at savne tiden med ham. Jo, han var i perioder kropumulig at arbejde sammen med. Javist, han var egoistisk uden for enhver kategori. Men han var også autentisk og en original på godt og ondt. Han var magisk, når han var bedst, og han spredte ægte stjernestøv over dansk klubfodbold. Han var en berigelse og en gave til sporten, mens vi havde fornøjelsen af ham. Han turde noget så udansk som at drømme. Og vel at mærke drømme stort. Han ville lykkes. Han ville mere end noget andet være stjerne. Og det blev han. Jeg ved ikke, om Mohamed Zidan har været lykkelig undervejs. Man kan kun gisne. Spontaniteten og den barnlige glæde ved livet og de gode oplevelser har han dog bevaret. Det så jeg den aften, han vred nøglen i Lamborghinien.
Efter at det endelige salg til Werder Bremen gik i orden, rundede Zidan det midtjyske for at tage ordentlig afsked med sine holdkammerater og staben omkring holdet. Han havde 20.000 kroner med i kontanter. Dem skulle vi have til bødekassen, sagde han.
- Uden jer var jeg aldrig blevet solgt. Og så havde jeg aldrig fået så meget succes.
Det blev Mohamed Zidans afskedsreplik i FC Midtjylland. Det bliver med garanti den eneste gang i min trænerkarriere, jeg kommer til at opleve en spiller gøre den slags.