LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Michael Bækgaard

Optakt: Lyngby - SønderjyskE

To af de forventede nedrykningskandidater tager en tidlig sommerdans og kæmper begge for at spille sig ind i sæsonen.
Kommentar:
SønderjyskE kæmpede bravt i sæsonens første turneringskamp hjemme mod FC København, men udover tre pæne chancer til sønderjyderne i kampens første fjerdedel, formåede de lyseblå ikke at true sidste sæsons mestre væsentligt. Lyngby kom på den side på den målmæssige måltavle ude mod AGF, men spillede derudover en rigtig skidt premierekamp.

I sidste sæson spillede de to hold tre tætte kampe mod hinanden, hvor holdet med hjemmebanefordelen i alle tre tilfælde vandt 1-0. Holder den statistik bliver det Lyngby, der tager stikket søndag, men SønderjyskE's træner - Lars Søndergaard - tror, at han kan stække Lyngbys offensiv ved at holde dem langt tilbage på banen.

- Jeg håber vi kan komme lidt længere frem på banen og være mere i boldbesiddelse. Mod FCK måtte vi arbejde ud fra svære betingelser, men det var trods alt også de forsvarende mestre vi mødte, og alligevel synes jeg ikke, at vi var langt fra en udligning mod slutningen af anden halvleg. Jeg tror, at vilkårene ser anderledes ud på søndag, og derfor tror jeg også vores muligheder er bedre, siger Søndergaard til klubbens hjemmeside om forskellen på premierekampen og søndagens udfordringer.

Karantæner og skader:
Mikkel Bischoff og Ayoub Sørensen sad begge ude med mindre skader i sæsonens første kamp mod AGF, men er ikke udelukket fra truppen til kampen mod SønderjyskE endnu.

Hos SønderjyskE har både Kenneth Fabricius og Quincy Antipas siddet uden for med mindre skader i ugens løb, hvorfor begge er en lille smule tvivlsomme. Helt sikkert er det, at sønderjyderne må undvære Conor O'Brien, som endnu ikke har fået sin arbejdstilladelse.

Forventede holdopstillinger:

Lyngby (4-2-3-1): Rune Pedersen - Frederik Krabbe, Jakob Bresemann, Mikkel Bischoff, Dennis Cagara - Morten Bertolt, Anders Christiansen - Emil Larsen, Kim Aabech, Bajram Fetai - Peter Madsen.

SønderjyskE (4-2-3-1): Nathan Coe - Michael Larsen, Anders Østli, Jonas Troest, André Storbæk - Eyjólfur Hédinsson, Thomas Hansen - Tommy Bechmann, Henrik Hansen, Hallgrimur Jonasson - Kenneth Fabricius.

Bud på kampens profil:
Kenneth Fabricius var SønderjyskE's topscorer i sidste sæson, og han ligner igen i år sønderjydernes farligste mand. Han er god til at finde rum bag ved modstandernes forsvarskæde, og udgør på kanten af offside en konstant trussel for modstandernes midtstoppere.

Bud på kampens resultat: Lyngby virkede alt andet end skarpe i sæsonens første kamp, og de vil givet være glade for blot at komme på tavlen. 1-1 ender kampen.

Formkurve:
Lyngby:T-V-V-V-T
SønderjyskE:V-V-V-T-T

Seneste opgør:
15/05/2011: SønderjyskE – Lyngby 1-0
07/11/2010: Lyngby – SønderjyskE 1-0
08/08/2010: Lyngby – SønderjyskE 1-0

Kampen spilles søndag d. 24/7 klokken 16.00 og kan følges på TV 2 Sport. Kampens dommer er Mads-Kristoffer Kristoffersen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder