LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Powerranking: Danmarks 10 bedste 9'ere lige nu

Fodbolden ligger stille i øjeblikket efter en begivenhedsrig 2024/25-sæson. Varm op til en ny fodboldsæson via denne powerranking hvor vi på Indkast.dk har lavet den svære øvelse at rangere Danmarks 10 bedste angribere.

Der er mange spændende unge danske angribere i øjeblikket, men hvordan kan de rangeres? Det giver vi et bud på her fra Indkast.dk, hvor vi har sammenholdt en række forskellige parametre i bedømmelsen.

Spørgsmålet i powerrankingen er, hvem man i rækkefølge ville sætte sin lid til som førsteangriber, hvis Danmark skulle spille VM-finale i morgen? Skader er sat til side i vurderingen, hvor der er lagt vægt på følgende:

Landsholdsstatus, formkurve fra sæsonen, alder og seniorerfaring samt niveauet på den klub, som angriberen spiller for. Få vores Top-10 her:

1. Mika Biereth
Den 22-årige AS Monaco-angrebskomet har haft så vild en Ligue 1-sæson, at han i vores optik bør være Danmarks foretrukne angriber. Det første landskampsmål blev også sikret i sidste samling imod Litauen, og 13 mål på en halvsæson i en top-fem-liga taler vist sit tydelige sprog. 

2. Rasmus Højlund
Der er mange holdninger til Rasmus Højlund, og selvom han har skuffet fælt i Manchester United i denne sæson, har han alligevel lavet 10 mål i alle turneringer, og det er jo ikke bare for sjov, at Serie A-storklubber som Inter og Napoli vil have ham. Kun den dårlige målform gør, at han ikke er nummer et.

3. Conrad Harder
Som Biereth er Conrad Harder også kommet fra baghjul ud af det blå. Når man som 20-årig er backup for den ombejlede svenske bomber Viktor Gyokeres i en portugisisk mesterklub, kommer man højt op i det danske angrebshierarki. 2 flotte mål til U21-EM trækker også op.

4. Kasper Dolberg
Kasper Dolberg har rundet 27 år, og man havde bare større forventninger til, hvor han skulle være i karrieren nu. I stedet er yngre kræfter nu ved at overhale ham. En fornem sæson i Anderlecht med 24 mål i alt er dog flot, og måske en større hylde nu kan vente på ham.

5. Jonas Wind
Wind er lidt samme case som Dolberg. Hans landsholdsstatus er bare blevet mere anonym i takt med fremadstormende kræfter som Højlund, Biereth og Harder. Men han har dog stadig noget klasse og erfaring, men hans Wolfsburg-sæson bød blot på 11 mål i alle turneringer.

6. William Osula
Dem der har set U21-EM ville måske placere Osula højere på listen. Han fik i den grad gjort opmærksom på sit navn her med flotte præstationer og mål. Han har dog ikke for alvor bevist sig på seniorniveau endnu, men det ser ud til, at han er udset en større rolle i Newcastle i næste sæson, hvilket kan flytte ham længere op i hierarkiet.

7. Mathias Kvistgaarden
Kvistgaarden er utvivlsomt den danske Superliga-angriber med størst potentiale, og har nu også fået sin landsholdsdebut. 23 mål i alle turneringer for Brøndby har sendt ham helt ud på kanten af affyringsrampen. Men den lynhurtige angriber skal bevise sig på en større hylde for at rykke op i powerrankingen. 

8. Jens Odgaard
26-årige Jens Odgaard har længe gået under radaren, men har faktisk formået at nette seks gange i Serie A for Bologna, der blev nummer ni i ligaen. Han har erfaring fra både Italien og Holland, og er ikke et dumt angrebskort at have på hånden i tilfælde af skader på landsholdet.

9. Yussuf Poulsen
Der er nok mange, som lidt har glemt 31-årige Yussuf Poulsen. Men selvom han er gledet mere ud af landsholdet, og ikke har fået minutter i mere end et halvt år, så har han stadig en god status som indskifter i RB Leipzig. Det skulle ikke undre, at han pludselig gør landsholdscomeback.

10. Casper Tengstedt
Sidste mand på listen er 25-årige Casper Tengstedt, som også har fået sammensat sig et interessant karriere-CV. Han lavede et vildt skifte fra AC Horsens til Benfica, hvor han faktisk har lavet en håndfuld mål. Det blev også til seks mål i sidste sæsons lejeophold i Verona.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder