LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Powerranking: Danmarks 10 bedste forsvarsspillere

Fodbolden ligger stille i øjeblikket efter en begivenhedsrig 2024/25-sæson. Varm op til en ny fodboldsæson via denne powerranking hvor vi på Indkast.dk har lavet den svære øvelse at rangere Danmarks 10 bedste forsvarsspillere.

Der er mange spændende spirende danske forsvarsspillere i øjeblikket, men hvordan bør de rangeres sammenlignet med de gamle garvede? Det giver vi bud på her fra Indkast.dk, hvor vi har sammenholdt en række forskellige parametre i bedømmelsen.

Spørgsmålet i powerrankingen er, hvem man i rækkefølge ville sætte sin lid til i forsvaret, hvis Danmark skulle spille VM-finale i morgen? Skader er sat til side i vurderingen, hvor der er lagt vægt på følgende:

Landsholdsstatus, landsholdsperspektiver, formkurve fra sæsonen, alder og seniorerfaring samt niveauet på den klub, som forsvarsspilleren spiller for. Få vores Top-10 her:

1. Andreas Christensen
Selvom den 29-årige vævre forsvarsspiller har været meget ude med skader i denne sæson for FC Barcelona, så har han stadig et niveau ned til alle andre danske forsvarsspillere. Når ”AC” er fit, og har kontinuitet, er han ikke langt fra verdens bedste forsvarsspillere.

2. Joachim Andersen
Joachim Andersen har efterhånden fem års erfaring i Premier League, og er bare en bundsolid og alsidig forsvarsspiller, der også flere gange har været rygtet til sub-top-klubber i Premier League.

3. Jannik Vestergaard
Der er et stykke vej ned til de forsvarsspillere, som ligger under ”AC” og Joachim Andersen, der bare spiller på et andet niveau. Jannik Vestergaard er dog stadig solid og erfaren, og står fortsat som sikkert tredjevalg for Danmark.

4. Thomas Kristensen
Måske et overraskende valg for nogen. Men Thomas Kristensen er for os at se på mange måder en overset forsvarsspiller. Det er ikke for sjov, når man som 23-årig spiller stort set hver gang for et Serie A-mandskab som Udinese, der blev nummer 12 sidste sæson.

5. Victor Nelsson
26-årige Victor Nelsson har ikke haft en god sæson, og gled ud i kulden i Galatasaray, hvorefter AS Roma hentede ham i vinter. Her har han dog kun spillet fire kampe, men man ved, hvad han indeholder, når han er i form, og AS Roma har jo ikke hentet ham uden grund.

6. Oliver Provstgaard
Den tidligere Vejle-stopper har virkelig fået gjort opmærksom på sig selv med en flot U21-EM-slutrunde, hvor han anførte de unge danskere. Han er landet i Lazio, hvor han dog lige skal finde sine fødder. Men fremtidens er rigtig lys ud for den 22-årige vejlenser.

7. Lucas Högsberg
Den meget hypede FC Nordsjælland-stopper er et lysende talent, og har allerede nu fået to A-landsholdskampe. Vi synes dog, at den 19-årige forsvarsspiller skal spille kampe på en højere hylde, før han sættes over typer som Provstgaard og Thomas Kristensen.  

8. Lucas Hey
Endnu en forsvarsspiller med nordsjællandsk blod i årene. 22-årige Hey gør sig fortsat mest som breddespiller i belgiske Anderlecht, og er godt undervejs, men skal spille mere fast for at komme længere op. Niveauet på pladserne fra 3 til 10 i denne powerrankning ligger bare utroligt tæt.

9. Asger Sørensen
Også en af de forsvarsspillere som længe er gået under radaren. Den rutinerede 29-årige stopper har været udtaget til landsholdet før som følge af skader, men har debuten til gode. Men når man spiller fast for Sparta Prag, så har man et solidt niveau.

10. Jacob Rasmussen
Var at betragte som en af de bedste danske forsvarsspiller i Superligaen. Han har udlandserfaring fra tidligere i karrieren, og er nu igen draget ud, eftersom den 28-årige stopper er skiftet til den østrigske RB Salzburg. Er meget i samme kategori som Sørensen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder