United-spiller nærmer sig exit
27-årige Rashford har haft en turbulent tid i Manchester United. Efter et opsigtsvækkende fald i form og mistet tillid under manager Ruben Amorim blev han i januar sendt på leje til Aston Villa. Her leverede han fire mål og seks assists i 17 kampe, men trods en købsoption på 40 millioner pund valgte Villa ikke at gøre skiftet permanent.
Nu kan fremtiden i stedet ligge i La Liga, hvor FC Barcelona er interesseret i at hente Rashford – ikke som erstatning for deres primære transfermål Nico Williams, men som et supplement. Dog er det værd at bemærke, at Barcelona angiveligt kun arbejder på en lejeaftale, og ikke en permanent transfer, hvilket ifølge MEN Sport ikke nødvendigvis matcher Uniteds oprindelige ønske.
United har længe ønsket at finde en varig løsning for Rashford, ikke blot endnu et midlertidigt ophold. Men med sommerens transfervindue i gang og alternative købere begrænsede – Rashford har ifølge mediet afvist både Saudi-Arabien og Tyrkiet – kan en lejeaftale ende med at være den mest realistiske mulighed.
Samtidig baner FC Barcelona vejen for Rashfords ankomst ved at sende Ansu Fati på leje til AS Monaco. Ifølge transferjourrnalisten Fabrizio Romano er aftalen på plads, og Fati skal rejse til Monaco onsdag og gennemgå lægetjek i løbet af ugen. Det frigør både lønkroner og en plads i truppen, hvilket gør Rashford-handlen mere realistisk for de økonomisk pressede catalanere.
Manchester United har ifølge MEN Sport stadig ambitioner om at handle stort denne sommer – blandt andet med Bryan Mbeumo og en ny angriber på ønskelisten. Et lejeskifte til Barcelona for Rashford kan således åbne døren for nye indkøb og samtidig forhindre, at en af klubbens højest lønnede spillere ender på bænken eller i reserverne i hele den kommende sæson.
Dermed ser et ellers fastlåst transfervindue for Rashford ud til at kunne få en løsning – men kun, hvis United er villige til at acceptere en midlertidig aftale frem for et definitivt farvel.