Dalglish jubler over Liverpool-opvisning
Liverpool-manager Kenny Dalglish var overordentlig tilfreds med sine spillere efter lørdagens 5-0-sejr over Birmingham.
Liverpool fortsætter de fine takter under legenden Kenny Dalglishs ledelse. Lørdag blev det således 5-0 over Carling Cup-vinderne Birmingham.
Den skotske manager havde da også kun lutter roser til sine spiller efter storsejren.
- Det var en god præstation. Vi fik et tidligt mål og lod dem aldrig komme tilbage. Vi spillede fantastisk og fortjente at vinde, sagde Dalglish, der havde særlige roser til argentinske Maxi Rodriguez, der stod for tre af hjemmeholdets scoringer.
- Han afsluttede fantastisk, og det er et godt minde for Maxi. Jeg håber, han gør det igen, men hvis ikke har han et fantastisk minde om at have scoret hattrick på Anfield.
Med sejren bevarer Liverpool et spinkelt håb om at indhente Tottenham og dermed sikre sig adgang til næste sæsons Europa League.