Højlund tæt på mesterklub: Det vil han koste
Ifølge både La Gazzetta dello Sport og Corriere dello Sport har Napoli nu meldt sig som bejler til den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund, der efter en svær sæson i Manchester United overvejer sin fremtid.
United betalte i 2023 op mod 630 millioner kroner for Højlund, men den 22-årige har haft svært ved for alvor at sætte sit aftryk. 26 mål i 95 kampe er facit indtil videre – og under den nye træner, Ruben Amorim, er klubben i gang med at omstrukturere offensiven. Det har åbnet for mulige salg.
Inter har allerede været på banen, men Napoli står i en stærkere position. Ifølge Corriere dello Sport har klubben midlerne klar efter salget af Khvicha Kvaratskhelia til PSG i januar for omkring 70 millioner euro – og United kræver omkring 45 millioner euro for et direkte salg.
Inter har forsøgt sig med en lejeaftale, men United vil kun sælge permanent, forlyder det. Det kan give Napoli en fordel.
Samtidig skulle Højlund selv være åben for et skifte. Han har tidligere afvist et sommerskifte offentligt, men ifølge Gazzetta ser han positivt på en retur til Italien, hvor han brillerede i Atalanta.
Muligheden for at arbejde under Antonio Conte og dele omklædningsrum med profiler som Lukaku og De Bruyne nævnes som en del af tiltrækningen.