LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

City-boss slår fast: Truppen skal reduceres

Manchester City-manager Pep Guardiola holder fast i, at klubben skal have en mindre spillertrup i næste sæson.

Den spanske manager har tidligere luftet tanken om at forlade klubben, hvis truppen ikke blev skåret ned hen over sommeren. Selvom han denne gang ikke gentog truslen, gjorde han det klart, hvorfor han ønsker færre spillere til rådighed.

På et pressemøde under VM for klubhold forklarede Guardiola, at ønsket om en smallere trup skyldes hensynet til spillernes trivsel.

"Jeg ville elske at have de spillere, vi har nu, hele sæsonen. Jeg har absolut ingen klager over spillernes opførsel," lød det fra Guardiola, der dog uddybede:

"Men spillerne vil blive ulykkelige, kede af det og skuffede. Det ønsker jeg ikke."

Udmeldingen kommer få dage efter, at Guardiola stærkt antydede, at blandt andre Jack Grealish kan være på vej væk fra Etihad for at få mere spilletid.

"Det handler ikke om mig. Selvfølgelig kunne jeg drage fordel af at have mange spillere at vælge imellem, men jeg bryder mig ikke om, at fem, seks eller syv spillere skal sidde hjemme, når der ikke engang er skader. Jeg gør det ikke for min egen skyld, men for deres," understregede Guardiola.

Han afsluttede med at pointere, at situationen fortsat er åben frem mod lukningen af transfervinduet:

"Vi har stadig lang tid tilbage, og vi må se, hvad der sker."

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder