LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Vigtig brik falder snart på plads i Barca-kabalen

FC Barcelonas rutinerede målmand Wojciech Szczesny er få dage fra kontraktudløb, men en forlængelse til sommeren 2027 ventes at falde på plads inden længe. Det skriver det spanske medie Mundo Deportivo.

Den polske keeper, som fyldte 35 år tidligere i år, har allerede sagt ja til Barcelonas tilbud om en toårig forlængelse, og parterne udveksler nu dokumenter for at færdiggøre aftalen.

Szczesny overtog pladsen i målet efter Marc-André ter Stegens alvorlige knæskade sidste efterår, og han sluttede sæsonen med 30 officielle kampe. Trods sin sene debut i januar blev han hurtigt en vigtig figur for træner Hansi Flick og klubbens defensiv.

Barcelona er meget tilfredse med Szczesnys præstationer og hans betydning i omklædningsrummet, hvor han har bidraget med ro og rutine i en trup, der netop nu gennemgår en større fornyelse.

Selvom Barca netop har sikret sig det store målmandstalent Joan Garcia fra Espanyol, står det klart, at Szczesny fortsætter som en central figur. Flick og klubbens sportslige ledelse har tidligere besluttet, at det netop bliver duoen Garcia og Szczesny, der skal vogte målet i den kommende sæson.

Ifølge Mundo Deportivo har Szczesny modtaget flere tilbud fra andre klubber, men hans ønske er klart: Han vil blive i Barcelona, ikke mindst på grund af muligheden for at spille på det nyrenoverede Spotify Camp Nou.

En endelig underskrift forventes at falde på plads i løbet af kort tid.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder