På en mark i Jylland
Indkast.dk bringer her et kapitel fra "Hooligan - de danske broderskaber".
Kortegen ruller ud af Aalborg ved middagstid. Det er en ganske almindelig søndag i april 2010. Passagererne i kortegens biler, der har kurs sydpå, er unge mænd. De fleste af dem er korthårede. Nogle bærer dyrt mærketøj, andre træningstøj. De ligner så mange andre på den alder. Den planlagte tur tager kun godt en time, men for de unge mænd vil den føles længere.
Passagererne er anspændte og forventningsfulde. Nogle sidder sammenbidte, andre har vilde blikke. De bliver vildere, efterhånden som bilerne æder asfalten sydpå ad motorvej E45 direkte mod Århus. Der skal være fodboldkamp i den jyske hovedstad, og fodbold er køreturens årsag – eller i hvert fald dens udgangspunkt, for kortegens mål er ikke stadion. Bilernes passagerer skal ikke slutte sig til de cirka 150 fans i AaB-trøjer, der tidligere på dagen tog toget sydpå og nu formentlig hygger sig med pilsnere og fodboldsnak. De unge mænd i bilerne tilhører AaB-fraktionen Frontline.
Frontline er et firm. En gruppering af hooligans. Hardcorefans, der i moderne termer kaldes casuals og bogstaveligt talt slås for deres klub. I bilerne ligger slagvåben. 22 kilometer før Århus drejer kortegen af motorvejen, afkørsel 44 mod Hadsten, ind ad Ødumvej mod landsbyen Selling.
Selling har 650 indbyggere og ligger afsondret, lidt væk fra det hele. Man kører ikke dertil for at købe ind, heller ikke i hverdagen. Det er forstædernes forstad: parcelhuse, flere parcelhuse og en idrætsklub. Forsamlingshuset har ikke opdateret sin hjemmeside siden juleloppemarkedet for snart fem måneder siden. Bilerne er kørt til Selling, fordi passagererne ikke vil forstyrres. For at være helt sikre fortsætter bilerne gennem landsbyen. Et par kilometer på den anden side af bygrænsen, næsten præcis mellem Selling og Hadsten, drejer de ind ad Bavne Allé. Bilerne passerer en klynge røde og baraklignende industribygninger.
De er lukkede for weekenden. Området er fredfyldt. Forårssolen skinner på græsplænerne. Persiennevaskeriet, Danish Marine Equipment og Dansk Stald Udstyr står der på nogle af skiltene. Erhvervsparken har marker til alle sider. Et ingenmandsland. Som bilkortegen passerer de røde erhvervsfacader, stiger pulsen for alvor i kabinerne. Bag en klynge træer ligger Jehovas Vidners lokale rigssal. Hvis Gud er til stede denne søndag, må han snart gnide sig i øjnene.
Passagererne skuler vagtsomt ud gennem ruderne. En chauffør knytter hænderne så hårdt om rattet, at knoerne bliver hvide.
Længere nede ad vejen toner årsagen til anspændtheden frem:en anden gruppe unge mænd. De rivaler, aalborgenserne er kørt hertil for at møde.Den ventende gruppe kalder sig White Pride. De er også hooligans – men kæmper for AGF fra Århus.
Ligesom nordjyderne i Frontline er White Pride kørt til Bavne Allé for at udleve deres dobbeltliv, for at få deres fix. Forventningen om et slagsmål er for mange af dem som nålen, der perforerer narkomanens hud. Som skærper sanserne, før kemien i blodbanerne fylder kroppen med et altomsluttende velvære. De ved, at når adrenalinrusen rammer med et skarpt kick, forsvinder al tidsfornemmelse – den erstattes af en oplevelse af klarsyn, et hyperintenst nærvær, og indtil slagsmålet er forbi, synes tyngdeloven og alle andre begrænsninger uden betydning. De unge mænd ved, at efter slagsmålet venter en stærk glæde, mens en følelse af total afslapning breder sig i kroppen.
Nogle af blikkene er vilde af forventning. Andrés øjne flakker, sandsynligvis fordi ejermanden faktisk har indtaget kemi. Kokain, amfetamin og andre stoffer spiller en fremtrædende rolle i hooligans' forberedelser til et slagsmål. Bilerne sætter farten ned, mændenes øjne er udspilede, kæberne spændte, og tandbeskyttere skubbet på plads. Men noget er galt. De ventende opfører sig usædvanligt.
Flere fra White Pride har maskeret ansigterne, selvom der ikke er potentielle vidner i miles omkreds. Nogle af århusianerne sidder i skjul bag deres biler. Mændene fra Aalborg kan ikke se, præcis hvor mange der venter. De regner med at stå over for 20 mand. Det viser sig hurtigt, at modstanderen er langt større. Fjender har gemt sig i det høje græs og begynder nu at myldre frem, mylderet af modstandere bliver ved med at vokse. En af aalborgenserne når at tælle til 40.
En metalstang flyver gennem luften. I et splitsekund står tiden stille, så hamrer den gennem en forrude med et skingert brag. Bilerne fra Aalborg tømmes lynhurtigt. Alt, hvad der sidder eller ligger løst og kan bruges som våben, hives med ud. Samtidig løber flere fra White Pride mod deres biler og henter våben. Alt, de to grupperinger finder og kan bruge, hives ud i forårsluften: En hammer. Peberspray. Sten. Kampen er i gang.
En af deltagernes dag slutter lige så hurtigt, som den netop er begyndt – i mødet med en jernstang. Han bliver slået i hovedet. I munden. En af mændene svinger en skruetrækker. Det skal senere hedde sig i miljøet, at han to gange stikker den i siden på en modstander. To andre bliver tæsket på benene med jernstænger. Flere steder er luften tyk af peberspray. En mand fra Frontline bliver stukket i læggen med en kniv. Han slås videre med ham, der har stukket. Manden med kniven mister overtaget. Han bliver gennembanket. Sparket til og trampet på.
I mængden dukker medlemmer af Hells Angels' støttegruppe AK 81 op. White Pride har medbragt dem. Et sted på marken bliver en lang stålkæde brugt som slagvåben. Enkelte kroppe ligger stille på den kolde jord. En af bilerne fra Aalborg forsøger at køre folk fra Århus ned. Det lykkes.
Flere gange, hævdes det siden. På herrens mark er intet helligt. Hvad der end findes af regler og gentlemanaftaler mellem Danmarks hooligangrupper, er de tilsidesat denne eftermiddag i april. Denne søndag er alt tilladt.
Alle aggressioner får frit løb, og to fraktioner i det danske hooliganmiljø har endnu en gang løftet barren for brutaliteten i et aftalt slagsmål til hidtil usete højder. Det har været vildt før, men nu er det blevet endnu vildere.
Et par af hooliganerne fra Aalborg er blevet presset ud i en sø og er nu nærmest omringet af casuals fra Århus, der smider sten og andet kasteskyts efter dem. En gruppe på fire jagter en anden flok med køller og kniv. Og pludselig er det hele forbi. Folk humper ind i bilerne, hvoraf flere er totalt smadrede af sten og jernrør. Bilerne forsvinder i retning mod Århus. De fleste er hurtige og væk, inden den første politibil drejer ned ad Bavne Allé.
Da politiet ankommer, er der to biler tilbage på pladsen. De er kørt ind i hinanden. Den ene bil er bemandet, den anden er tom.
Umiddelbart ligner det et trafikuheld – men et meget usandsynligt uheld på et meget usandsynligt sted. Som en bil, der kolliderer med det eneste træ i ørkenen. Føreren af den bemandede bil får øje på politiet og beslutter at stikke af. Han hugger sømmet i bund og opdager først for sent, at bilen er sat i bakgear. I stedet for at fræse mod friheden, speeder han bilen baglæns og direkte ned i søen på marken. De fem casuals i bilen i søen er alle fra Frontline, og de er de eneste, der bliver pågrebet. Ingen af dem er særligt meddelsomme.
Politiet har ingen vidner til slagsmålet – de har kun en enkelt beboer, der undrede sig noget over, at der kørte så mange biler fyldt med unge mennesker rundt i området. Betjentene må selv rekonstruere hændelserne. De to grupperinger valgte som sådan den perfekte scene. Politiet er mødt op med hundepatrulje. Betjentene åbner bagsmækken, og hundene hopper ned. De begynder at snuse i græsset. En af dem bjæffer. Den har fundet noget, og en betjent bukker sig ned. Det er blod. Dér ligger store sten, dér ligger et jernrør. Marken er pløjet op af hjulspor.
På grund af blodsporene sender politiet en patrulje til det nærmeste sygehus, i Skejby. I skadestuens ventesal observerer betjentene straks flere mistænkelige personer. Unge mænd, der næppe har brugt søndagen på at komme til skade med et gør det selv-projekt. De er tilsyneladende blevet tævet med slagvåben.
Hamre, køller, sten og kæder, mener politiet. Mindst én har stiksår. Heller ingen af de unge mænd på skadestuen vil snakke. Politiets spørgsmål mødes af tavshed. Måske har jorden slået revner under de regler, mændene plejer at følge, når de er ude for at slås. Men den sidste og mest fundamentale regel gælder stadig: Man sladrer aldrig.
Århus Politi har set meget i White Prides tid, men det her er ud over det sædvanlige. Stikvåben. Påkørselsskader. Politifolkene studser over graden af vold, over det besynderlige mødested, ligesom deres efterretninger om involvering af rockere bekymrer dem. Der har før været snak om forbindelser mellem White Pride og rockerne i AK81, rygter om venskaber på tværs af grupperne, men politiet har aldrig før oplevet et egentligt samarbejde, forklarer politiet til pressen.
Er dansk hooliganisme ved at forandre sig? Endnu er politiet ikke engang klar over, at mange af deltagerne maskerede sig under slagsmålet. Normalt tager hooligans kun masker på, hvis der er politi eller overvågningskameraer i nærheden. De behøver ikke maskere sig af frygt for stikkere, for ingen sladrer nogensinde til panserne.
Denne gang valgte mange at dække ansigterne til. Som om de vidste, at de ville gøre modstanderne usædvanligt ondt. Efter den indledende efterforskning sidder politifolkene tilbage med et par afgørende spørgsmål. De har hurtigt en idé om, hvad der er foregået, og hvem der var involveret. Men hvordan kom det så vidt? Og hvorfor blev det så ekstremt voldsomt denne gang? Dertil kommer naturligvis det helt store spørgsmål. Spørgsmålet som altid følger i hælene, når de danske hooligans går i aktion. Hvorfor?