Bille viste sine evner på førsteholdet
Nicki Bille trænede i mandags med Villarreals førstehold, og danskeren føler på ingen måde, at han faldt igennem.
I sommerens transfervindue skiftede Nicki Bille fra FC Nordsjælland til Villarreal, hvor han blev tilknyttet den spanske klubs B-hold i den næstbedste række. Tidligere på ugen fik den danske angriber dog chancen for at vise sig frem på et højere niveau.
- Jeg trænede med førsteholdet i mandags, og det var ikke sådan, at jeg slet ikke kunne være med. Tværtimod synes jeg faktisk, at jeg faldt godt ind i spillet. Man skal gøre sig fortjent til at spille på førsteholdet. Måske bliver det først til næste sommer, og lige nu prøver jeg bare at blive en bedre fodboldspiller og score en masse mål, siger Bille til B.T.
U21-landsholdsspilleren har lavet tre mål i sine seks første kampe for Villarreal B.