Lynhurtig kantspiller kan være på vej til Aston Villa
Mange spillere skifter klub denne sommer, og mange klubber leder efter smarte handler.
Den lynhurtige kantspiller Adama Traoré kan være på vej til Aston Villa. Det rapporterer mediet Football Insider. Den driblestærke spanier er uden kontrakt, så den storsatsende klub kan hente ham uden at betale et transferbeløb.
Den 27-årige spillede seneste sæson for Wolverhampton, men han er også blevet udlejet til Barcelona i forrige sæson. Hans karriere begyndte i Catalonien. Traoré har angiveligt fået et kontrakttilbud fra Wolverhampton, men det skulle være mindre, end han ønsker.
Den hurtige spiller er ofte blevet kritiseret for sit manglende slutprodukt, og hans 194 Premier League-optrædener er endt med beskedne 10 mål og 18 oplæg til scoringer. Det skal blive spændende at se, om Aston Villa lykkes med at hente spanieren.