Den 8. juli 1986 stod 10.000 fans på Arena Civica, som AC Milans stadion hed dengang, og ventede på hvad de troede ville være en almindelig trup præsentation. I stedet landede tre helikoptere på banen til lyden af Wagner’s ”Rise of the Valkyries”. Gå ind og søg på YouTube, hvis i ikke har hørt den før og forestil jer det. Ud af de første to helikoptere kom AC Milan-truppen med trænere, læger og klubbens direktørerne. Fra den sidste helikopter stiger Silvio Berlusconi ud, helt alene. Så har man også fået folkets opmærksomhed.

For lige at gå forklare baggrunden for scenen, så skal man vide at i start 80’erne var AC Milan forfærdelige. De var allerede rykket ned to gange, den ene fordi de simpelthen var for dårlige, men den anden, fordi de var en del af en stor matchfixing skandale. Klubben havde været tæt på at gå konkurs i februar 1986, men ind kom en lokal rigmand, Berlusconi, og reddede klubben, så officielt overtog han klubben d. 20 februar, men introducerede sig først rigtigt til fansene med helikopter-stuntet.

For dem der ikke kender Berlusconi, så kræver han måske også en kort introduktion. Født i 1936 i Italien og død i 2023, så var Berlusconi kendt for at være Italiens præsident, en stor forretningsmand og sidst, men ikke mindst, måske kendt for at have den længste liste med kontroverser på Wikipedia. Den sidste ved jeg ikke om er helt sand, men som jeg husker den, så er der et par timers læsning. Hvis du kan komme i tanke om en skandale i Italien mellem 1995 og 2015, så var Berlusconi nok involveret på den ene eller anden måde, men det er ikke hvad denne artikel vil handle om. Den vil handle om, hvordan han var med til at transformere AC Milan og hvordan man kan være præsident og klubejer på samme tid.


De første sæsoner 
I Berlusconis første sæson som ejer klarede holdet det fornuftigt, med en 5.-plads i ligaen, men deres Coppa Italia var lettere skuffende, da de røg ud i ottendedelsfinalen til Serie-B holdet Parma. Et par måneder senere tog Berlusconi beslutningen om at hente træneren fra Parma, som skulle vise sig at være den første gode, af mange, beslutninger han tog i sin tid som præsident for klubben.

Klubbens nye træner hed Arrigo Sacchi, og selvom han aldrig selv havde været professionel fodboldspiller, så valgte Berlusconi at tage chancen på ham. Det blev mødt med kritik, da han ikke havde den nødvendige erfaring fra topfodbold, men kun havde været træner i Serie-B og C. Sacchis svar på kritikken er så ikonisk, at det er nødvendigt også at have den med her:

- Jeg har aldrig vidst, at man skal være hest først for at blive jockey.

Kritikkerne blev også hurtigt stumme, da Sacchi i sin første sæson som AC Milan-træner, tog dem hele vejen til mesterskabet, med kun to nederlag på 30 kampe. Deres første mesterskab i ni år, samtidig med, at han introducerede mange nye taktiske elementer til deres spil, som man stadig ser i fodbold nu til dags.


Europæisk succes 
Efter deres succes i Serie A, var scenen sat til at AC Milan skulle ud og erobre europæisk fodbold i 1988-89 sæsonen. Den store nye tilkommer denne sæson, som mange nok også husker, var hollandske Frank Rijkaard. Rijkaard var dog ikke den eneste hollænder på holdet, mange andre vil nok også genkende navnene Ruud Gullit og Marco Van Basten. Alle tre hollændere ville komme til at spille store roller i AC Milans sæson.

En fuld italiensk baglinje bestående af Mauro Tassotti, Alessandro Costacurta, Franco Baresi and Paolo Maldini var bundsolide, selvom det var de udenlandske stjerner som fik opmærksomheden. Rijkaard var blevet en stjerne som centerback, men alligevel valgte Sacchi at sætte ham op på midtbanen med et andet navn, som mange nok kender, nemlig Carlo Ancelotti. Og det virkede. Sammen med Gullit og Van Basten som en frygtindgydende offensiv-duo var AC Milan klar til at indtage Europa.

20 år siden de sidst havde vundet et europæisk trofæ, satte AC Milan kursen lige mod finalen. Sejre mod bulgarske Vitosha, Røde Stjerne Beograd og Werder Bremen så klubben matche op mod Real Madrid i semifinalen. Den første kamp, som blev spillet i Madrid, endte 1-1, men da de to storklubber mødtes i Italien var det en helt anden historie. Et mål af hver af de tre hollandske stjerner, et smukt langskud fra Ancelotti og et solidt mål af Donadoni så ”Rossoneri” sejre 5-0 på hjemmebane, samlet 6-1.

De var nu blot en sejr fra deres længe ventede europæiske trofæ. I finalen ventede Steaua Bucharest, men kampen var aldrig tæt. 3-0 oppe ved halvleg fra to mål af Gullit og et af Van Basten, så var kampen så godt som ovre. Van Basten toppede dog lige anden halvleg af med at score sit anden mål i kampen. 4-0. Den europæiske tørke var ovre.


Succes og fejltagelser 
Selvom AC Milan genvandt det europæiske trofæ sæsonen efter, så var det ikke alt sammen succes. De vandt ikke det italienske mesterskab fra 1988-91 og deres træner overtog tøjlerne for det italienske landshold. Berlusconi var ikke tilfreds med ikke at vinde det italienske mesterskab, så derfor hentede han en masse nyt ungt blod til holdet, sammen med en ny træner i Fabio Capello.

Selvom der endnu engang var mange skeptikere omkring valget af træner, så viste Berlusconi sig at have fundet den rigtige mand til jobbet. I 1991-92 sæsonen vandt AC Milan mesterskabet uden at tabe en eneste kamp hele sæsonen. Succesen fortsatte ind i næste sæson og de endte med at undgå nederlag i 58 kampe i streg. Selvfølgelig blev det også til tre mesterskabet i træk fra 1991-92 til 1993-94 sæsonen.

Samtidig med, at holdet var på toppen, fortsatte Berlusconi med at investere i holdet, f.eks. med en verdensrekord transfer i 14 millioner euro for Gianluigi Lentini. Ikke et navn der siger mange noget, nok også fordi han aldrig var, eller blev, noget specielt. I mellemtiden var der også europæisk fodbold på menuen for AC Milan, som endte mod Barcelona i Champions League-finalen i 1994.
Barcelona holdet fra 1994 er legendarisk. Mange vil nok genkende alle navnene på holdkortet, men alligevel havde de ikke en chance mod det fantastiske italienske hold. De blev splittet ad i finalen og det blev til en overbevisende 4-0 sejr til AC Milan. Efter en periode med medaljer og trofæer alle vegne, var der problemer på vej.

Fabio Capello forlod AC Milan i 1996 til fordel for Real Madrid, han nåede dog lige at hente en Serie-A titel mere samme år. På samme tid, var investeringerne i truppen, som Berlusconi havde lavet, for ringe. Spillere og trænere skuffede alle og selv med Sacchi tilbage i trænersædet fungerede ingenting. En 11.-plads og endnu et trænerskifte tilbage til Capello som kun formåede at føre klubben til en placering bedre, på en 10.-plads.

1996 til 1998 var dårligste år indtil videre under Berlusconis ejerskab. Indtil videre.


Det forbandede år 
I 2001 overtog Ancelotti trænerposten, og efter nogen rodede år med spillere og trænere, virkede et endelig som om, at der var overskud til at kigge fremad. Ligatitler vandt de ikke mange af, men den første, og eneste, under Ancelotti kom dog i 2003-04, hvor man vandt med 11 point ned til AS Roma. Sæsonen efter endte man dog blot på 2.-pladsen bag Juventus.

Sæsonen var dog lige ved at blive godkendt, da man stod i Champions League-finalen og førte med 3-0 efter første halvleg mod Liverpool. Italienerne var gået ind til kampen som favoritter og havde også taget styringen, men som anden halvleg skred frem, blev smilene på de italienske ansigter mindre og mindre. På blot syv minutter gik de fra at føre 3-0 til, at der stod 3-3. Kampen gik i straffespark og AC Milan tabte 2-3.

Som Andrea Pirlo også skriver i sin selvbiografi, så var det en skæbnesvanger aften for AC Milan:

- Jeg overvejede at stoppe, for efter Istanbul gav intet længere mening. Champions League-finalen i 2005 kvalte mig simpelthen."

Dog skulle der ikke gå lang tid før Ancelotti fik sin hævn, da AC Milan igen mødte Liverpool i en Champions League-finale to år efter. Finalen i 2007 endte dog, heldigvis for Ancelotti, som han havde håbet, med en 2-1 sejr til italienerne.


Nedturen 
Selv med så mange ikoniske momenter i sin tid som ejer, så kan man sagtens kritisere måden Berlusconi har styret klubben på. Når man ejer en så stor klub som AC Milan, så bliver man nødt til, at kunne give den sin fulde fokus. Det er svært, når man er Italiens præsident, samtidig med, at man er fanget i alverdens skandaler. Alt du kunne forestille dig, har Berlusconi været en del af.

Selv en klublegende som Ancelotti fik ikke et godt farvel med fra Berlusconi, som var ude og svine ham til i pressen i 2009, da klubben ”kun” endte på en tredjeplads.

- Vi tabte titlen på grund af Ancelotti. Mange gange brugte vi ikke den rigtige taktik. Vi har så mange gode driblere og burde have baseret vores fodbold på dette aktiv, men vi gjorde det modsatte, sagde Berlusconi til La Repubblica tilbage i 2009.

Siden Ancelottis afgang har der kun været en nogenlunde succesfuld træner, Massimiliano Allegri. Efter Allegri endte AC Milan på 8, 10, 7, og 6.-pladsen i Serie-A uden nogen form for stabilitet i trænere eller spillere.

Berlusconi solgte AC Milan tilbage i 2017, men det betød ikke, at han var færdig med italiensk fodbold. For i 2018 vendte han tilbage, men ikke til Serie-A. Berlusconi valgte nemlig at købe AC Monza, som dengang spillede helt nede i Serie-C. Klubben havde aldrig før været i Serie-A, før Berlusconi overtog dem, men de har dog været tæt på.

Tilbage i 1976-77 tabte de sæsonens sidste kamp 2-1 på et 81’ minuts selvmål, som ellers havde betydet, at de ville rykke op til Serie-A. Blot to år efter Berlusconi overtog holdet, rykkede de op til Serie-B, og kun to mere år skulle der gå før de rykkede op til Serie-A.

Efter klubben rykkede op til Serie-A lovede Berlusconi dem, som den gentleman han var, at hvis de vandt en kamp over et af topholdene, så ville han hente en hel bus fuld af sexarbejdere med ind i omklædningsrummet. Som sædvanlig kunne Berlusconi ikke forstå hvorfor det fik kritik af for det var jo bare ”locker-room talk”.

Berlusconis fodboldhistorie slutter her, da han gik bort for to dage siden, d. 12 juni, 2023. Hvis man er interesseret i at læse mere om Berlusconi, så vil jeg varmt anbefale, at man blot går på Wikipedia og ned til kontrovers-sektionen.