Gremio skuffer igen: Braithwaite peger på én mangel
Onsdag var Gremio med den danske angriber Martin Braithwaite i kamp i Copa Sudamericana, hvor de mødte argentinske Godoy Cruz.
Her blev det til det tredje uafgjorte resultat i træk for Gremio, da det denne gang blev til 1-1 på resultattavlen.
Efter kampen talte Braithwaite ifølge Gremio-mediet Portal do Gremista.
- Vi startede kampen godt. Vi scorede tidligt og var godt med i kampen. Så, ud af det blå, scorer de et mål, og kampen ændrer sig. For så stiller de sig mere defensivt, og det bliver sværere at skabe chancer. Men vi havde nogle, og vi skal afslutte bedre. Vi må arbejde videre og tro på det, fortæller Braithwaite.
Til opgøret fik Gremios nye cheftræner Mano sin kamp nummer syv i spidsen for den brasilianske klub, og det lader til, at Braithwaite har det meget let med den plan, som træneren er kommet med.
- Det er meget let at forstå Manos spillestil. For mig synes jeg, vi bliver bedre. Det eneste, der mangler, er sejren. Den første kamp mod Godoy på udebane var en kamp, vi burde have vundet. Mod Red Bull (Bragantino red.) og i dag også. Det har ikke noget at gøre med måden, vi spiller på, forklarer danskeren.
Braithwaite er topscorer for Gremio med ti mål indtil videre i deres turnering.
Næste opgave for dem er mod Sao Paulo i den hjemlige liga.