Isaksen missede træning: Lazio er bekymrede for kantsituation forud for topbrag!
Serie A-sæsonen går på hæld, og der er fortsat stor spænding omkring, hvem der løber med Scudettoen samt, hvordan de europæiske pladser skal fordeles.
For den aktuelle femteplads Lazio venter der også en gyser-afslutning, og Rom-storklubben møder i weekenden mesterskabsbejlerne Inter, men her må romerne potentielt se bort fra Gustav Isaksen.
I hvert fald beretter Lazio-mediet Cittaceleste, at den 24-årige danske højrekant missede gårsdagens træning, da han døjer med en muskelskade, som angiveligt er blevet undersøgt her til morgen.
Klubben håber på, at det ikke kommer til at betyde, at Isaksen ikke når at blive fit til søndagens sene topopgør på udebanen i Milano, for Lazio har i forvejen flere bekymringer på denne position.
For som mediet beskriver det, må de også undvære kantprofilen Mattia Zaccagni til det store opgør, da den 29-årige italiener har karantæne.
Lazio har samme pointtotal som Juventus på 4. pladsen, der sikrer Champions League, men tætheden i tabellen gør, at Lazio også kan ende helt udenfor de seks europæiske pladser.