Simon Kjær føler sig i topform trods manglende spilletid
Af Jannich Jønch

- Jeg føler, at min krop måske aldrig har været et bedre sted end lige nu. Jeg har trænet kontinuerligt i 2,5 måneder uden stop, og det har jeg ikke kunnet i otte år, udtaler Simon Kjær til Ritzau ifølge Tipsbladet.
Milan-træneren, Stefano Pioli, har siden kampen mod Tottenham haft sat sin lid til tre andre forsvarsspillere i et nyt system. Hvilket har været hovedårsagen til, at Kjær ikke har fået spilletid. Kjær er dog glad for dialogen med sin træner i Milan.
- Han prøver at give kontinuitet til et nyt system, og i det mindste har jeg fået en forklaring på, at jeg ikke spiller. Jeg har et godt forhold til træneren, og han ved godt, at jeg gerne vil spille, uddyber Simon Kjær.
Simon Kjær føler sig helt klar til at komme hjem og forhåbentlig gøre en forskel for det danske landshold, når de skal spille mod Finland og Kazakhstan senere på ugen. Hvor han understreger, at han nok skal være klar fra start.
- Jeg skal ikke bruge to, tre, fire eller fem kampe på at komme ind i en rytme igen, for jeg har ikke brugt tiden på at være sur over ikke at have spillet. Jeg har brugt tiden på at træne endnu mere, siger Simon Kjær.
Om Simon Kjær vil være med fra start i kampen mod Finland, må vi nok vente til en god time før kampstart på torsdag, før vi får svar på, når Kasper Hjulmand offentliggør sine 11 udvalgte til den kamp.