Fulham-manager: Det er svært at acceptere den slags beslutninger
Der var tale om en regulær nedsmeltning, da Fulham blev sendt ud af FA Cuppen – med tre røde kort.
Fulham-manageren Marco Silva langer ud efter Chris Kavanagh, som passede fløjten i FA Cup-kvartfinalen mellem Manchester United og Fulham, fordi han ikke tildelte ”The Cottagers” et straffespark. Silva mener i forlængelse heraf, at Fulham var det bedste hold på banen, indtil en episode i anden halvleg, hvor Fulham indkasserede tre røde kort.
Der var således tale om en nedsmeltning i løbet af 40 sekunder, hvor Willian i første omgang så rødt, fordi han tog armen til hjælp, da han reddede Jadon Sanchos skudforsøg på målstregen. Herefter skubbede Aleksandar Mitrovic, som havde bragt Fulham i front i begyndelsen af anden halvleg, kampens dommer, hvilket også blev takseret til et rødt kort.
Den første til at se rødt, da Kavanagh havde tildelt Manchester United et straffespark, var dog Fulham-manageren, som i kølvandet på kampen mente, at ”The Cottagers” har været uheldige med Kavanagh i løbet af sæsonen. Bruno Fernandes omsatte straffesparket til en udligning, inden Sabitzer sendte United på sejrskurs. Silva mener dog, at Fulha, var bedst indtil nedsmeltningen.
- Vi har været rigtig uheldige med Chris Kavanagh i denne sæson – i mange tilfælde. Det er svært at forstå nogle af hans beslutninger, udtaler Marco Silva ifølge Manchester Evening News.
- Det er nødt til at være tydeligt, det er klart. Det er de første øjeblikke i kampen, men det betyder ikke noget.
- Det er et klart straffespark på ”Mitro”. Luke Shaw skubbede. Dommeren befandt sig i en position, hvor han kunne se det. VAR kunne helt sikkert se det. Okay, man er under pres, når man spiller mod Manchester United på udebane – på Old Trafford.
- Vi spillede fantastisk i 70 minutter. Vi var klart det bedste hold på banen. Vi matchede dem godt indtil det øjeblik. Det er svært at acceptere den slags beslutninger.
- Begge hold har de samme betingelser. Nogle gange – når det er Fulham og Manchester United – vælger de at gøre noget forskelligt i de samme situationer. Dommerne føler nogle gange presset.
Selvom Fulham – ifølge Marco Silva – var bedst i 70 minutter af kampen, slog de røde kort øjensynligt benene væk under Fulham. På to minutter var Manchester United sendt på sejrskurs, inden Bruno Fernandes lukkede og slukkede på Old Trafford seks minutter inde i tillægstiden, hvorfor Manchester United nu er parate til FA Cup-semifinalen mod Brighton.