Journalist: Thomas Frank er klar til top-6-klub!
Ifølge Jay Harris fortjener Thomas Frank at få chancen som cheftræner i en top seks-klub
- Thomas Frank er klar til at komme til en top seks-klub i Premier League.
Sådan lyder det fra The Athletic-journalisten Jay Harris, der i et interview med bold.dk vurderer, hvilken hylde den danske succestræner er parat til at lande på, når han skal tage sit næste skridt i karrieren.
Jay Harris har Brentford som sit fokusområde og har således dækket klubben helt tæt, siden han blev ansat hos The Athletic i 2021.
Ifølge den engelske journalist har Thomas Frank ydet et utroligt stykke arbejde i London-klubben, der i skrivende stund er placeret på ottendepladsen i Premier League. Derfor er Harris heller ikke i tvivl om, at den 49-årige dansker er parat til en stilling hos de største klubber i England.
- Med det arbejde, han har lavet i Brentford, synes jeg helt bestemt, at han fortjener at få et skud i en top seks-klub i Premier League. Han har bevist, at han er taktisk omstillingsparat og god til mandskabspleje. Han mestrer den hårfine grænse mellem at være spillernes ven og samtidig kunne sætte sig i respekt over for dem og kræve mere.
- Netop det er vigtigt at kunne for at komme til en top seks-klub, og derfor er jeg overbevist om, at han kan begå sig på det niveau, siger Jay Harris til bold.dk.
Slutteligt blev han spurgt ind til, om han betragter det som realistisk, at Thomas Frank kan overtage jobbet som manager i en top-6 klub.
- Det er et meget svært spørgsmål. Jeg kan godt frygte, at han ikke har et stort nok navn, da det virker til, at mange af top seks-klubberne går efter navnet, og at træneren selv har været en stor spiller. Min bekymring går på, at top seks-klubberne måske kigger på ham og sætter spørgsmålstegn ved, at han ikke har prøvet at stå i spidsen for en stor nok klub enndu.
- Når det er sagt, vil jeg godt kunne se ham tage over i Tottenham eller Chelsea. Jeg kan ikke se det ske med Arsenal, City, United eller Liverpool, siger Jay Harris.
Thomas Frank har arbejdet i Brentford siden 2016, hvor han blev ansat som assistenttræner i klubben. Danskeren overtog cheftrænerposten i oktober 2018 og har siden da stået i spidsen for The Bees.
Franks nuværende kontrakt med Brentford løber til sommeren 2027.