Juventus-legende:
Pogba er et stort problem
Af Daniel Fisker

I forbindelse med sæsonforberedelserne – i juli måned – pådrog Pogba sig en knæskade, som har gjort ham ukampdygtig. Marco Tardelli, som tilbragte 10 år af sin karriere i Juventus, er irriteret på Pogba og franskmandens dispositioner i forhold til knæskaden og en skiferie i utide.
- Pogba har ikke spillet siden april 2022, da han stadigvæk var i Manchester United, udtaler Marco Tardelli ifølge Football Italia.
- Han er nu et problem for Juve. Vi ved ikke, om han vender tilbage, eller hvad han har tænkt sig. Pogba tager afsted for at stå på ski, mens hans holdkammerater kæmper med store problemer.
- Han ville ikke have en knæoperation, da klubben bad om det, men han besluttede sig for at få operationen, da han var bekymret for VM-slutrunden med Frankrig.
- Nu er Pogba et stort problem, som ”Bianconeri” er nødt til at løse. Hele situationen viser også, at Juventus ikke har klare idéer om klubbens retning.
Det ligger endnu ikke fast, hvornår Pogba kan spille sine første minutter i Juventus-trøjen, siden han vendte tilbage til klubben, men den 3. januar vendte franskmanden tilbage til træningsbanen. Han sad på Juventus-bænken, da ”Den Gamle Dame” den 29. januar tabte til Monza, men siden har Pogba igen været at finde på skadeslisten.