LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Spanien: La Liga
FT
1 - 0
(0 - 0)
Valladolid
Valencia
C. Larin (90)
Christian Bang Jensen

Krisen fortsætter i Valencia efter nederlag til Valladolid

Valencia er startet 2023 horribelt, og søndag eftermiddag blev krisen forværret, da man tabte 1-0 til nedrykningstruede Valladolid.
Valladolid havde ikke scoret et mål i 2023 og var med fem nederlag i træk rykket under nedrykningsstregen. Valencia havde ligeledes ikke vundet en ligakamp i 2023, man havde tabt Super Cup-semifinalen til Real Madrid på straffespark, og torsdag røg man ud af Copa del Rey-kvartfinalen til Athletic Bilbao, hvilket medførte to timers fanprotester ude foran Mestalla. Krisen var derfor til at tage at føle på for begge mandskaber, da Valladolid og Valencia krydsede nogle noget rustne klinger søndag eftermiddag på Estadio José Zorrilla.

Kampen startede med to meget forsigtige hold, som ikke ville blotte sig for meget i defensiven. Valencia havde optræk til de største chancer i første halvleg, hvor Edison Cavani og 23-årige Samuel Lino var de største trusler mod Jordi Masip og Valladolids mål, dog uden at det gav scoringer af sig.

I anden halvleg kom hjemmeholdet langt bedre med i kampen, og Valladolid, der spillede i sine klassiske hvide og lilla striber, holdt Los Che fra skud på mål i samtlige 45 minutter efter pausen. I den anden ende var Valencia-keeperen Giorgi Mamardashvili omvendt kommet på overarbejde, og jo tættere på de 90 minutter stadionuret kom, jo tættere kom Valladolid og den nyindkøbte canadiske angriber Cyle Larin på en scoring.

Ganske som tillægstiden blev annonceret og skulle til at indlede kampens afsluttende fase, kom Cyle Larin på måltavlen og afgjorde opgøret. Den venezianske Darwin Machis snød sin direkte mand på venstrekanten og sendte et højt indlæg ind i feltet. Bolden dykkede ned ved den bageste stolpe, hvor 27-årige Cyle Larin fik vendt sig væk fra sin oppasser og sendte sikkert bolden bag Valencias georgiske målmand. Målmageren er netop kommet til Valladolid efter et halvt år i Club Brugge, hvor det ikke blev til den store succes, og det kvarter han fik på banen søndag, var også de første, men nok ikke sidste, i den hvide og lilla trøje.

Med nederlaget til Valencia er krisen forstærket om den italienske træner Gennaro Gattuso, som ikke ligner en mand, der kan stoppe blødningen fra de mange stik i selvtilliden, spillerne i Valencia har fået siden nytår. Ligeledes kan Los Che ikke se sig ude af en nedrykningskamp, der kan blive både dramatisk og blodig i dette kommende spanske forår.

For Valladolid betyder de tre point, at man rykker ud af farezonen for en kort stund og i stedet sender Getafe under stregen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder