Verden: VM
FT
1 - 2
(0 - 1)
England
Frankrig
H. Kane (54), X H. Kane (84)
A. Tchouaméni (17), O. Giroud (78)
Niklas Gerster

Effektive Frankrig vandt det europæiske brag

Frankrig var skarpest, da det gjaldt i en tæt kvartfinale, hvor Harry Kane både blev helt og skurk.
Lørdag aften skulle de to europæiske fodboldmastodonter Frankrig og England duellere om den sidste VM-semifinaleplads. Tidligere på aftenen slog Marokko sensationelt Portugal, og derfor kunne vinderen af denne kvartfinale nok allerede skimte finalekampen i horisonten.

Vi fik en afventende indledning på kampen, hvor begge hold skiftedes til at stå lavt. Der var en tydelig respekt for den individuelle kvalitet og fart, som begge mandskaber havde på siderne. Kun ved opspilsfejl dristede holdene til at gå i pres på hinanden.

De forsvarende verdensmestre fik dog lige så stille dominansen. England mistede bolden langt oppe på banen i 17. minut, hvorefter Kylian Mbappé blev skudt afsted på kanten. Han gled på tværs af banen, og satte en god chance op i modsatte side.

Ousmane Dembélé og Antoine Griezmann byggede videre på angrebet, og sidstnævnte fandt Aurelien Tchouameni på kanten af feltet. Han trykkede på mål, og fra en nærmest stående position bragede han den resolut ned i hjørnet. Jordan Pickford så dog også lidt tung ud i buret.

Således blev det 1-0 til franskmændene, og dermed var depechen lagt i hånden på englænderne. Denne tog de dog godt imod, da de efter målet vendte kampbilledet, og de bragte uro i Frankrig-defensiven flere gange i løbet af første halvleg.

Særligt Harry Kane fik det franske forsvar på arbejde. I 22. minut fik Bukayo Saka fundet ham i mellemrummet, hvor Dayot Upamecano ikke fulgte ordentligt med, men Kanes afslutning blev blokeret af Hugo Lloris.

Kort efter var Kane igen på spil, og blev fældet af Upamecano omkring feltkanten. Der blev appelleret for straffe, men dommeren viftede afværgende efter en kort VAR-dialog. Den gode England-periode drev herefter over, og der var våbenhvile i første halvlegs sidste 10 minutter.

England kom dog også bragende ud til anden halvleg, da unge Jude Bellingham efter to minutter tæskede en flugter mod mål efter en hjørnesparksretur, som Lloris flot refleksreddede. Frankrig var på hælene, og ikke længe efter var der igen fare på færde.

Altid initiativrige Saka spillede bande i højresiden, hvorefter han tog et træk ind i feltet, og blev nedlagt af Tchouameni. Dommeren pegede øjeblikkeligt på pletten, og dermed skulle Kane forsøge at passere sin Tottenham-holdkammerat Lloris.

Det klarede Kane uden problemer, da han tordnede bolden modsat den vej, som Lloris kastede sig. Dermed var der igen balance i regnskabet i 54. minut. Dernæst opstod igen en længere fase, hvor begge hold var meget påpasselige med at presse på og give bagrum væk.

England kom dog i løbet af anden halvleg mere i førersædet, og i 71. minut var Saka få centimeter fra at nå frem det til et godt fladt indlæg fra Luke Shaw, men Theo Hernandez fik ham generet i skudøjeblikket.

Men der er en grund til, at Frankrig er iblandt VM-favoritterne. For bedst som man troede, at englænderne skulle til at presse på for en føring, var ”Les Bleus” effektive den anden vej.

Griezmann modtog bolden til venstre, og han sendte et præcist indlæg ind i panden på Frankrigs målkonge Olivier Giroud, som udbyggede målkontoen yderligere til stor jubel i det 78. minut.

Men blot få øjeblikke efter det der lignede en afgørelse, bristede koncentrationen gevaldigt for Theo Hernandez. Der kom en lang fremlægning til netop indskiftede Mason Mount, hvorefter AC Milan-backen væltede ham omkuld. Efter et VAR-tjek pegede dommeren igen på pletten.

Kane fik dermed igen chancen for at udligne fra pletten. Men England-anføreren svigtede, da han bragede bolden langt over mål. VM-drømmen hang nu virkelig i en tynd tråd for England. De bragte flere offensive kræfter i spil i form af både Mason Mount, Raheem Sterling, Marcus Rashford og Jack Grealish.

I de døende minutter fik England så en gylden chance for at udligne, da de fik et frispark på feltkanten. Der gik et sus igennem de franske tilhængere, da Rashford bragede sparket lige over kassen. Det blev dog kampens sidste spark, og den franske jubel brød ud.

Frankrig har dermed stadig rigtige gode muligheder for at skrive historie, da det vil være første gang nogensinde, at en forsvarende verdensmester formår at genvinde titlen, hvis ”Les Bleus” går hele vejen. England spillede også en flot kamp, men den manglende koldblodighed og det brændte straffe blev udslagsgivende.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER