FCK og FCM delte i fantastisk reklame for Superligaen
Et normalt topopgør mellem FC København og FC Midtjylland skulle denne lørdag eftermiddag spilles i Parken. Det var et stærkt decimeret FCK-mandskab, der tog imod Ulvene fra Herning, der med en sejr kunne bevæge sig længere op i tabellen og distancere sig til FCK, mens københavnerne med en sejr kunne bringe sig selv ind i top-6.
Det var fra start en intens affære der udspillede sig i nationalarenaen denne lørdag eftermiddag, hvor begge hold investerede markant i tacklingerne og efterlod alt på banen. FC Midtjylland lagde bedst fra land da man kom frem til et par pæne muligheder for at åbne scoringen - især en stor chance til Gustav Isaksen. På trods af det fik FC København spillet sig tilbage i opgøret og fik efter 30 minutter bragt sig foran med 1-0. Roony Bardghji lavede lækkerier på højrekanten, sendte bolden videre til en overlappende Elias Jelert der slutteligt sendte den ind til Viktor Claesson, der prikkede bolden ind forbi Jonas Lössl i FCM-målet. 1-0 stod der ved pausen i en underholdende og hårdt spillet fodboldkamp.
2. halvleg forløb helt anderledes end 1. halvleg. FC Midtjylland kom fra start med et mere offensivt udtryk, hvor man pressede københavnerne højt. Dermed efterlod midtjyderne også plads, hvis FCK formåede at spille sig igennem deres første pres. Dermed fik man hurtigt en sprængfarlig cocktail, hvor spillet bølgede frem og tilbage.
Som om der ikke var dramatik nok i opgøret sendte Midtjyllands Evander efter 72 minutter et brag af et frisparksforsøg afsted mod Grabaras mål. Grabara fik akkurat fingrene på bolden og rettet skuddet op på overlæggeren og ned på græsset igen. Ved første øjekast lignede det, at bolden var over mållinjen, men umiddelbart blev der ikke dømt mål. VAR kom dog - til Midtjyllands held - igen i fokus, da man omstødede Evanders frisparksforsøg til et mål. Bolden var over mållinjen, og det var dermed lige i Parken, 1-1.
Med fem minutter tilbage fik FCK tilkendt sig et straffespark efter VAR opfangede en tackling fra Mads Døhr Thychosen på Daramy, der ikke kunne holde tit med Daramys hurtige fødder. Claesson stillede sig klar med bolden til at eksekvere og sende FCK uhyggeligt tæt på en sejr i de døende minutter, men sådan skulle det ikke gå. Den erfarne svenske landsholdsspiller brændte på det skammeligste, da han ikke evnede at ramme målet og i stedet sendte bolden langt forbi mål. Bolden røg forbi Lössls mål, og Thychosen åndede lettet op.
På trods af høj intensitet helt til slut skete der ikke for alvor mere i opgøret, og det ender dermed helt lige 1-1 i Parken mellem FC København og FC Midtjylland. En kamp med al den nerve og intensitet som et sådan opgør skal have, hvor man kunne mærke, at det er to hold, der kæmper for at komme tilbage i toppen af Superligaen, som underholdt publikum i samtlige 90 minutter. Alt i alt må det siges, at netop denne kamp var en fantastisk reklame for Superligaen.