FCK og Sevilla delte i porten i tam affære
Hverken FCK eller Sevilla formåede at komme frem til de store åbne målchancer i onsdagens Champions League-opgør i Parken, og derfor endte det hele 0-0 i en tam affære.
Parken (Indkast.dk): Der var lagt i kakkelovnen til en magisk aften i Parken. Med udsolgt på lægterne var rammerne og kulissen på plads denne onsdag aften. Spørgsmålet var bare, om Jess Thorups mandskab kunne levere varen foran det spændte hjemmepublikum.
Thorup havde til opgøret rystet posten i startopstillingen, hvor der både var skiftet formation, mens også unge Marco Stamenic fik chancen på midtbanen inde ved siden af Carlos Zeca.
Gæsterne startede kampen bedst, og der var blot spillet syv minutter, da spanierne kom frem til en stor mulighed. Ivan Rakitic modtog bolden inde i hjemmeholdets felt. Helt fri til skud, men på mærkværdigvis formåede midtbaneprofilen at sparke bolden over målet. En klar advarsel til FCK om, at de skille være på mærkerne i hele kampen for ikke at blive straffet.
FCK slap med skrækken, og der skulle gå yderligere et kvarter, før Sevilla igen blev farlige. Denne gang var det dog tæt på at blive til et føringsmål til gæsterne, da Youssef En-Nesyri pludselig var helt fri inde i hjemmeholdets felt, men Matthew Ryan gjorde det, som han har gjort så mange gange, siden han kom til FCK – nemlig at stå i vejen for forsøget.
FCK fik dog også sine muligheder, og efter en halv time kom Viktor Kristiansen frem til en kæmpe mulighed, da han blev spillet helt fri ude i venstre side af feltet, men FCK-backen sparkede bolden over målet. En stor chance til hjemmeholdet. Kort før pausen var det så Denis Vavro, der var tæt på at sende de hvidklædte værter i spidsen, da FCK fik et frispark i en gunstig position lige uden for feltet, men der var ikke nok knald på forsvarsspillerens forsøg.
Mere skete der ikke i første halvleg, og derfor var stillingen på måltavlen 0-0, da de to mandskaber gik til pause. Et resultat, som FCK godt kunne tillade sig at være tilfredse med taget i betragtning af deres sæsonstart og nederlaget på 0-3 i Dortmund i sidste uge.
Efter pausen var det meget frem og tilbage. Begge mandskaber skiftedes til at have teten. FCK forsøgte at sætte sig på spillet, mens Sevilla hele tiden lurede på farlige situationer, når hjemmeholdet smed bolden væk. De helt store chancer udeblev dog, og derfor var stillingen fortsat 0-0 på måltavlen, da vi rundede en time på kampuret.
Med tyve minutter tilbage fik Sevilla et frispark i en meget gunstig position.
Forseelsen blev også kort kigget igennem af VAR, men det forblev ved et frispark til gæsterne. Der kom heller ikke det store ud af situationen, og dermed slap FCK med skrækken. På dette tidspunkt ville en scoring til gæsterne have været yderst ufortjent, da hjemmeholdet havde sat sig på det meste af spillet.
Anden halvleg blev generelt en meget chancefattig affære, og selvom kulissen på ingen måder fejlede noget inde i Parken, så var de sidste 45 minutter ikke noget at skrive hjem om. Faktisk var det mest en halvleg til glemmebogen, hvad angår målchancer, for dem var der ikke mange af.
Faktisk skete der ikke mere i opgøret, og derfor endte kampen med 0-0 i en tam affære på grønsværen. Dermed kom både FCK og Sevilla på pointtavlen i Champions League i denne sæson efter nederlag i første runde til henholdsvis Dortmund og Manchester City.