Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Daniel Fisker

Simon Piesinger - Festen er forbi

No Piesi no party
Sådan har man sunget i Randers, siden ”Piesi” – eller Simon Piesinger – på det nærmeste blev folkehelt i det kronjyske. I sommeren 2019 skulle Randers FC bruge en erstatning for Nicolai Poulsen, som havde været fast mand på randrusianernes defensive midtbane i to år. Til det formål hentede man Simon Piesinger, som havde spillet hele sin karriere i hjemlandet, i østrigske SCR Altach.

Da Piesinger havde spillet sin første Superliga-sæson til ende, havde han dog kun spillet en enkelt kamp på den defensive midtbane. De resterende 28 kampe slog den 1,92 meter høje østriger sine folder i det centrale forsvar, og der kom han til at spille langt størstedelen af sine 106 Randers FC-kampe. Vi tager her et kig på, hvordan festen startede og udformede sig.


Uortodoks langskudsspecialist
Randers FC havde spillet 12 kampe af Piesingers første Superliga-sæson, før den omskolede midtstopper indtog sin første hovedrolle. I 13. spillerunde af Superliga-sæsonen rejste Randers FC-mandskabet til Herning, hvor FC Midtjylland, som førte Superligaen og ikke havde tabt til ”Hestene” på hjemmebane i mere end 10 år, ventede.

Det var kun på grund af et svagt øjeblik hos dommer Jakob Kehlet, at Piesinger ikke startede kampen med at påtage sig en skurkerolle. Den østrigske forsvarer ramte bolden med begge arme i eget felt, men Kehlets fløjte forblev tavs. 20 minutter senere kunne Piesinger dog udnytte en hjørnesparkssituation til at flugte bolden i netmaskerne og bringe Randers i front.

Randers endte med at tabe 2-1 i Herning, og kort tid efter måtte Piesinger i skammekrogen for at afsone karantæne, hvilket skulle tilskrives for mange gule kort, men derudover var han fast mand i kronjydernes midterforsvar. Derfor var han også i startopstillingen i 21. spillerunde, da Randers FC besøgte lokalrivalerne AGF.

På et corona-tomt Ceres Park var der lagt i kakkelovnen til et lokalderby, hvoraf den første halve time skulle vise sig at blive jævnbyrdig affære, men herefter tog Piesinger sagen i egen hånd. Randers-forsvareren var gledet op på midtbanen, hvor han opsnappede bolden og prøvede lykken fra 40 meter. Bolden svævede hen over AGF-målmanden William Eskelinen og i mål.

Heller ikke i Aarhus fik Piesinger dog lov til at score et sejrsmål – det sørgede Patrick Mortensen for i kampens tillægstid. I det efterfølgende nedrykningsslutspil leverede Piesinger to assists og satte dermed et flot punktum for en debutsæson, hvor han havde leveret godt forsvarsspil – især i luftrummet – og optimistiske langskud.


Kurs mod Europa
I Piesingers debutsæson var Randers FC ikke ligefrem tæt på at skulle spille europæisk fodbold. Andenpladsen i det daværende nedrykningsslutspil førte ganske vist til en Europa League-playoffkamp mod OB, som sluttede på førstepladsen i den anden nedrykningspulje, men et samlet nederlag til fynboerne betød, at Randers foreløbig måtte vente på et europæisk eventyr.

Piesingers anden sæson bød ganske vist på en plads i mesterskabsslutspillet, men sjettepladsen, som randrusianerne endte sæsonen på, førte ikke ud i Europa. Kristi himmelfartsdag skulle Piesinger og kompagni dog spille pokalfinale på Ceres Park i Aarhus, som i dagens anledning var omdøbt til Thor Park – opkaldt efter Thor Bryggeriet, som i mange år lå i Randers.

Finalemodstanderen var SønderjyskE, og finalen startede godt for randrusianerne. Erik Marxen sparkede et hjørnespark direkte i netmaskerne, før stadionuret på Thor Park – i dagens anledning – havde rundet to minutter. Mathias Greve sparkede Randers foran 2-0 efter seks minutters spil, og i begyndelsen af anden halvleg, ville Piesinger også lege med.

Randers FC, som havde sat kursen mod en pokaltriumf, var gået i stå i slutningen af første halvleg, hvor SønderjyskE-mandskabet holdt et improviseret krisemøde på grønsværen. ”Hestene” kæmpede sig frem til et hjørnespark, da der var spillet seks minutter af anden halvleg, og denne gang røg hjørnesparket ikke i netmaskerne, men derimod i panden af Piesinger, som løb ud og fejrede 3-0-føringen med de fans, som havde taget den korte tur fra Randers til Aarhus.

Selvom finaletriumfen var så godt som en realitet, så skulle det sidste søm alligevel bankes i den sønderjyske kiste. Greve nåede således at blive dobbelt målscorer, da han opsnappede en bold, som SønderjyskE-målmanden Lawrence Thomas parerede ud i feltet. Randers vandt dermed pokalfinalen 4-0 og havde derfor taget det første spadestik til et europæisk eventyr.


Europæisk eventyr og fornemme besøg
I første omgang skulle det afgøres, om Randers’ europæiske eventyr skulle foregå i Europa League eller det nye UEFA-format, Conference League. Det skulle afgøres via to kampe mod det tyrkiske storhold Galatasaray. Det startede med velspillet 1-1-resultat på hjemmebane, hvor Piesinger leverede assisten til Randers’ udligning.

Et 2-1-nederlag betød dog, at Randers’ europæiske eventyr i første omgang skulle foregå i Conference League-gruppespillet, som startede med, at AZ Alkmaar besøgte Randers. Her bragte hollænderne sig i front, men få minutter senere scorede Piesinger Randers’ første mål nogensinde i et europæisk gruppespil. Randers’ første europæiske gruppespilskamp endte 2-2.

De næste tre gruppespilskampe – en mod CFR Cluj og to mod FK Jablonec – endte også uafgjort, inden randrusianerne slog rumænske CFR Cluj 2-1 på Cepheus Park i Randers – den første sejr i gruppespillet, og Piesinger fik en hovedrolle. Der var et kvarter tilbage af opgøret mod Cluj, og der stod 1-1, indtil Piesinger lagde bolden til rette til et frisparksforsøg fra distancen.

Piesinger viste her nye kvaliteter, og han skruede bolden i netmaskerne via stolpen, mens Cluj-målmanden Cristian Balgradean sprællede forgæves efter bolden, hvorfor Efterårets Mål i Randers FC var en realitet, og Cepheus Park brød ud i fællessang: ”No Piesi, no party”. Randers’ næste kamp, mod Vejle i Superligaen, fik Piesinger status af frisparksspecialist, da han igen var på frisparkspletten fra distancen.

Da Randers igen skulle i aktion i Europa, rejste ”hestene” til Alkmaar for at spille den sidste kamp i gruppespillet, og randrusianerne kunne – på grund af den hidtidige pointhøst og en Cluj-sejr over Jablonec – klare sig med et 1-0-nederlag. Randers sikrede sig andenpladsen og kunne dermed se frem til 1/16-finalerne, hvor Leicester, der var blevet nummer tre i deres Europa League-gruppe, ventede.

I første omgang rejste Randers-mandskabet til England, hvor der ventede en svær opgave på King Power Stadium. Wilfred Ndidi sikrede ”The Foxes” en forventet føring, men i de døende minutter af første halvleg skete der noget uventet – Vito Hammershøy-Mistrati udlignede! Leicester viste sig dog at være en for stor mundfuld i anden halvleg, hvor englænderne sikrede sig en 4-1-sejr.

En så godt som umulig opgave blev endnu sværere for Randers, da Leicester-mandskabet kom på besøg til returkampen og scorede, inden der var spillet to minutter. I anden halvleg scorede James Maddison to gange på fire minutter, inden Stephen Odey sørgede for et lille plaster på Randers-såret, da han – takket være banens beskaffenhed – udplacerede Kasper Schmeichel for anden europæiske kamp i træk.

Det europæiske eventyr var dermed slut for Randers’ vedkommende, og der var ikke ligefrem udsigt til et nyt europæisk eventyr. ”Hestene” kunne ikke kvalificere sig til at skulle spille europæisk fodbold ved at vinde pokalturneringen, da man på daværende tidspunkt havde tabt kvartfinalen til de kommende pokalmestre fra OB.

Randers sikrede sig endnu en gang en plads i Superligaens mesterskabsslutspil, men her blev de europæiske ambitioner formøblet og erstattet af en 6. plads, og udsigten til ikke at skulle spille europæisk fodbold blev skæbnesvanger for Randers FC – i hvert fald i forhold til Piesinger, som kort forinden havde fejret sit jubilæum for 100 Randers FC-kampe.


Fra hest til ulv
Piesinger havde således ambitioner om at spille europæisk fodbold – og måske også en smule hjemve. ”Piesi” forlængede således sin daværende kontrakt i kølvandet på pokaltriumfen, således at kontrakten strakte sig frem til sommeren 2023, men hjemlandet og muligheden for endnu en sæson i UEFA Conference League trak tilsyneladende i Piesinger.

- Jeg tænkte over det, og for mig var det afgørende, at Randers ikke spiller internationalt næste sæson, men min nye klub i Østrig skal spille kvalifikationskampe, udtalte Simon Piesinger tidligere på ugen til østrigske LAOLA1.

Den østrigske klub, som Piesinger omtalte, viste sig fredag at være Wolfsberger AC. ”Ulvene” sluttede den forgangne sæson i den østrigske Bundesliga på fjerdepladsen, hvilket giver adgang til at skulle spille kvalifikationskampe til Conference League. Piesinger går dermed fra at være ”hest” til at være ”ulv” i den kommende sæson, mens festen i Randers er forbi.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER