Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

England: Premier League
FT
1 - 2
(1 - 1)
Southampton
Liverpool
N. Redmond (13)
T. Minamino (27), J. Matip (67)
Henrik Varbøl Andersen

Liverpool-reserverne holdt liv i mesterskabsdrømmen

Et point skiller Liverpool og Manchester City i toppen af Premier League inden søndagens sidste runde i England efter Liverpool-sejr over Southampton.
Jürgen Klopp havde virkelig rystet Liverpool-posen til aftenens opgør ude mod Southampton, da han havde lavet hele ni ændringer i startopstillingen. ”The Reds” havde dog en klar mission vind eller se Premier League-trofæet fordufte til den blå del af Manchester.

Manchester Citys mesterskabsdrømme blev for alvor tændt allerede efter 12 minutter, da Nathan Redmond afsluttede en perfekt omstilling, og sparkede bolden over i det lange hjørne til 1-0. En omstilling vel lige efter hjemmeholdets game-plan.

En voldsomt frustreret Klopp på sidelinjen argumenterede for, at der i en situation før omstillingen var begået et frispark på Diogo Jota, men VAR gik ikke tilbage og rettede Martin Atkinsons beslutning, og målet stod dermed ved magt.

Liverpool var dermed igen pressede, som de var ude mod Aston Villa senest. Det reservespækkede hold gik dog ikke i panik, og Takumi Minamino sørgede for udligningen efter 27 minutter, da han hamrede udligningen i netmaskerne til stor jubel hos de medrejsende Reds-fans.

Gæsterne var nu her og der og alle vegne, og de satte for alvor Southampton under pres. Flere gode muligheder var under opsejling og hjemmeholdet kunne slet ikke komme ud af den skruetvinge, som var lagt ned over dem.

Ralph Hasenhüttl kunne blot notere sig en enkelt afslutning mod Liverpools mål, men det gav mål, så mon ikke devisen var klar i pausen til spillerne om at få bedre fat og flere afslutninger.

Klopp foretog en enkelt ændring i pausen, da en skadet Joe Gomez blev afløst af anfører Jordan Henderson, som skubbede James Milner ud på højre-backen.

Southampton kom lidt længere frem på banen, og fik længere sekvenser med bolden, men efter et kvarter vendte billedet igen, og hjemmeholdet havde det igen svært overfor Liverpool presset. De store chancer udeblev dog fortsat, og Pep Guardiola sad nok neglebidende hjemme i stuen og håbede på miraklet.

Måske blev City-managerens negle mindre, da Klopp smed redningskransen Divock Origi på banen. Det var dog ikke ham, der fem minutter efter han kom på banen satte 2-1 målet i nettet. Et hjørnespark havnede i hovedet på en stående Joel Matip, som dirigerede bolden i nettet, og euforisk jubel brød ud blandt de gæstende fans.

Liverpool kontrollerede slutminutterne, og holder dermed presset på City inden sidste runde søndag, hvor de så må håbe på Liverpool-legenden Steven Gerrard, som med Aston Villa kan spille mesterskabet til Anfield.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER