Fodbold nyheder

Napoli kigger på Milans transfer-mål - Overvejer at hente tre Sassuolo-profiler

Af Stefan Lindahl

Sassuolo-kantspilleren Domenico Berardi er på AC Milans ønskeliste frem mod sommerens transfervindue. Nu blander Napoli sig i kampen om den profilerede offensiv-spiller. Berardi er dog ikke den eneste Sassuolo-spiller, som Napoli kigger på.

Article image
Ritzau-Scanpix

AC Milan har i en længere periode haft øjnene rettet mod Sassuolos offensiv-profil Domenico Berardi. Milano-klubben arbejder angiveligt på at få strikket et bud sammen på den italienske Serie A-profil. Det er særligt Milans træner Stefano Pioli, som ønsker den italienske kant-spiller. Nu ser det imidlertid ud til, at Milan ikke er ene om den idé.


Ifølge Napoli-mediet Il Mattino kigger Napoli nemlig også på Berardi. Napolitanerne mister til sommer offensiv-stjernen Lorenzo Insigne, som drager til Toronto i MLS på en fri transfer. Derudover er klubben ikke sikker på, om Hirving Lozanos fremtid er i Napoli efter sommerens transfervindue, hvorfor Berardi er en interessant spiller for napolitanerne.

Interessen for den 27-årige Sassuolo-profil virker naturlig, når man kigger på kantspillerens præstationer i den grøn-sorte trøje. I indeværende sæson er Berardi den spiller i Serie A, som har været involveret i flest scoringer. 14 gange har italieneren selv sendt bolden i kassen, og derudover er det blevet til 16 assist. Alt det i 30 Serie A-kampe.

Berardi har været i Sassuolo siden tiden som ungdomsspiller. Det er dog ikke altid den klub, som har ejet Berardi. Fra 2013-2015 ejede Juventus den italienske kantspiller. Han tilbragte dog aldrig tid væk fra Sassuolo, da han i hele den periode var udlånt til Sassuolo.

I 322 Serie A-kampe har Berardi fra sin position på kanten bidraget med 119 scoringer og 83 oplæg. 100 af de scoringer er faldet i Serie A, hvilket er en bedrift, som italieneren deler med kun 89 andre spillere i historiebøgerne.

Også andre Sassuolo-spillere på blokken
Det er ikke kun Berardi, som Napoli kigger på. Ifølge mediet har den syditalienske klub også to andre Sassuolo-spillere på ønskelisten. Det drejer sig angiveligt om Berardis offensiv-kollegaer Gianluca Scamacca og Giacomo Raspadori.


Ligesom Berardi kan blive en stor udfordring for Napoli at lande, når modstanderen hedder AC Milan, bliver det også en udfordring med de to andre. Der er angiveligt også andre Serie A-klubber, som har dem i kikkerten, hvis man skal tro mediet.

23-årige Scamacca er nemlig i Inters overvejelser, samtidig med at Juventus efter sigende ønsker 22-årige Raspadori som erstatning for Paulo Dybala, der forlader Torino-klubben gratis til sommer.

Salg af alle tre spillere kan indbringe store summer for Sassuolo. Ifølge Calciomercato er Sassuolos prisskilt på Berardi mellem 268 og 300 mio. kroner stort. Scamacca befinder sig i samme prisleje, og vil efter sigende koste 300 mio. kroner, hvis Inter eller Napoli skal lande den italienske angriber ifølge Corriere della Sera. Raspadori kan vise sig at blive den billigste af de tre Sassuolo-spillere. Ifølge Gazzetta dello Sport vil Sassuolo have 225 mio. kroner for den yngste af de tre offensiv-spillere.

Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik

ANNONCE