Fodbold nyheder

Dušan Vlahović – DV9

Af Torsten Brix

Dødsens farlig angriber skulle ikke være læge, men i stedet afløser for Cristiano Ronaldo i Juventus.

Article image

Efter vanvittige 37 Serie A-mål for Fiorentina på 18 måneder blev Dušan Vlahović købt dyrt ind til Juventus og dermed var den serbiske angriber tilbage i en ”sort/hvid-trøje” – ligesom han spillede i, da han som teenager slog igennem i Partizan Beograd. Her og i Fiorentina fik han tilnavnet ”DV9”, men i Juventus fik han smidt nr. 7 på ryggen, som afløser for selveste Cristiano Ronaldo.


Netop Ronaldo var næsten den eneste, der statistisk kunne sammenlignes med de mange 33 Serie A-mål, som Vlahović lavede i 2021, og det fik Fiorentina-fansene til at tænke tilbage på historiske angribere som Kurt Hamrin, Gabriel Batistuta og Luca Toni – men end ikke de kunne nærme sig Vlahović’ vanvittige 2021.

Det åbnede op for det store skifte til Juventus, hvor prisen var omkring 650 millioner kroner for den daværende 22-årige angriber, og han var ikke sen til at betale tilbage til ”Den gamle Dame”, som han scorede sit første Serie A-mål for efter blot 13 minutter i 2-0-sejren over Verona, og få dage senere åbnede han Champions League-målscoringerne efter 33 sekunder i kampen imod Villarreal.

Fiorentina-fansene var bitre og meget skuffede over Vlahović, der længe forinden havde slået fast, at han ikke ville underskrive en ny kontrakt med klubben. Den upopulære angriber blev lagt for endnu mere had, da han ikke ønskede at tage et straffespark imod Cagliari, og Fiorentinas ultra-fans blev endnu mere rasende. På det tidspunkt blev det hurtigt glemt, at Vlahović kort tid forinden næsten egenhændigt havde holdt ”La Viola” væk fra nedrykningsstregen.

Fiorentina-fansene glædede sig dog over de mange penge, som Juventus havde betalt og i stedet for at takke Vlahović sendte de deres sympati imod den unikke talentspotter og sportsdirektør Pantaleo Corvino, der havde hentet Vlahović til klubben fem år tidligere for blot 10 millioner kroner.

Dortmund, Arsenal, Juventus og Atalanta forsøgte også at få en kontrakt med Vlahović, men Corvino rejste til Beograd og overbeviste forældrene om, at det rigtige skifte var til Fiorentina. Efter ankomsten spillede han lidt på ungdomsholdene for ”La Viola” og scorede blandt andet tre mål i finalen i den italienske ungdomspokalturnering. Blandt andet et ”Panenka-straffe” som selv idolet Zlatan Ibrahimovic ville være misunderlig over.


Fiorentina-trænerne Vincenzo Montella og Giuseppe Iachini mente dog, at den fysiske Serie A var for stor en mundfuld for Vlahovic i 2019/20-sæsonen, så spilletiden var begrænset, indtil han imod Inter scorede i overtiden. Sæsonen 2020/21 startede heller ikke så godt for Vlahović, hvor han kun fik scoret et mål i de første ti Serie A-kampe, men efter et trænerskifte i november 2020 hjalp det meget, at Cesare Prandelli blev den ansvarlige.

Op til julen 2020 scorede han tre kampe i træk, og inden sæsonen var slut, havde han lavet 21 mål og den serbiske angriber har tidligere sagt, at Prandellis ankomst i Fiorentina blev et vendepunkt i Vlahović-karrieren.


I fodsporene på Petkovic, Santrac, Ivanovic og Kolarov
Vlahović' karriere startede som seksårig, da hans forældre tog ham med til fodbold i Altina Zemun, men verdensstjernen ville i sin barndom meget hellere spille basketball. Men som 14-årig blev han headhuntet til at komme til fodboldakademiet hos OFK Beograd, der har skabt talenter som Ilija Petkovic, Slobodan Santrac, Branislav Ivanovic og Aleksandar Kolarov. Her var Vlahović kun i seks måneder, inden Red Stjerne Beograd fik papir på ham. En klub som ham og hans far var store fans af. Røde Stjerne kasserede dog Vlahović, hvilket Partizan Beograd udnyttede.

Da han var blevet 15 år fik han sin første kontrakt med Partizan Beograd, og da han blot var 16 år og 24 dage fik han debut. Seks dage senere spillede han med i det store Partizan-derby og en måned senere blev han klubbens yngste målscorer nogensinde. Målene væltede ind og klubbens tidligere sportsdirektør Ivica Iliev kaldte ham for et fænomen og roste den unge mand for stor træningsiver.

Alt dette er udviklet og fortsat på det serbiske landshold og på klubholdet Juventus. Angriberens mor – der var tandlæge – havde ellers en plan B klar. Vlahović skulle være læge, hvis fodboldkarrieren ikke blev til noget. Han blev også optaget på medicinstudiet i Beograd, men den eneste læge, der bliver brug for i fremtiden, bliver den læge, der skal hjælpe de forsvarsspillere, der har været i nærheden af den dødsens farlige angriber.

Mere om Dušan Vlahović

Mere om Juventus

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik