Danmark kan få topseedning til VM - kræver et fodbold-mirakel
Sol, måne og stjerne skal stå lige, for at Danmark kan blive topseedet til den kommende VM-slutrunde - men det er ikke umuligt.
En topseedning til en VM-slutrunde betyder - på papiret - dårligere modstandere i ens pulje. I skrivende stund er Danmark ifølge FIFA's verdensrangliste sikret en plads i andet seednings-lag.
Men når FIFA afslører den opdaterede rangliste d. 31. marts, er der en meget lille chance for, at Danmark i mellemtiden er kravlet opad og er ender med at være topseedet.
Det vil kræve et eller flere mirakler, men det er ikke umuligt. Tipsbladet er gået i dybden med hvordan og hvorledes, det kan gå til.
Først og fremmest må hverken Italien eller Portugal kvalificere sig til VM, da begge lande ligger over Danmark på verdensranglisten. Det er på forhånd sikkert, at en af landene ikke kommer med, da de er i samme play off-pulje.
Dernæst er det vigtigt med et godt resultat - meget gerne en sejr - over Holland i den kommende venskabskamp. Holland ligger nummer ni på verdensranglisten, men Danmark har under et point op til deres kommende modstander. Sejre i de kommende venskabskampe mod Holland og Serbien vil derfor stille Danmark godt, og er det eneste vi selv kan være med til at gøre, for muligvis at blive topseedet.
Sidst men ikke mindst skal vi håbe på, at både USA og Mexico får dårlige resultater i deres kommende kvalifikationskampe. Begge lande har få point op til Danmark, og har flere kampe at score point i. Derudover giver kvalifikationskampe flere point end venskabskampe. Der er derfor stor sandsynlighed for, at begge lande kravler forbi Danmark.
Det bliver derfor ikke ikke ligefrem nemt at blive topseedet til VM i Qatar, men Danmark har før været hovedpersonen i et fodbold-eventyr eller to - så hvorfor ikke tro på det?