Fodbold nyheder

Juve vil kun leje Paris SG-argentiner

Af Stefan Lindahl

Juventus vil gerne hente Mauro Icardi i Paris Saint-Germain i indeværende transfervindue, men det bliver kun på et leje-ophold.

Article image
Ritzau-Scanpix

Serie A-klubben Juventus leder efter offensiv forstærkning i dette transfervindue. Torino-klubben har i sæsonens første 20 Serie A-kampe kun scoret 28 mål, hvilket er niende færrest af alle Serie A-klubberne.

Tidligere på måneden er Mauro Icardi et af de angriber-navne, som er blevet sat i forbindelse med Juventus, og Serie A-klubben lurer fortsat på den argentinske angriber. Klubberne har dog svært ved at blive enige om en transfer.

Icardis nuværende arbejdsgiver franske Paris Saint-Germain vil gerne sælge den tidligere Inter-kaptajn i indeværende transfervindue, men Juventus kan ikke finansiere et køb, sådan som klubbens økonomi ser ud i øjeblikket. Derfor vil Torino-klubben ifølge Calciomercato leje Icardi frem til sommer.

Serie A-klubben skulle heller ikke være helt afvisende overfor et leje-ophold med en købsoption, men til sommer venter allerede Juventus store transferudgifter, da Federico Chiesas leje-ophold slutter, og hvis Torino-klubben vil gøre opholdet permanent, skal de finde 300 mio. kroner til den handel med Fiorentina.

Derudover skal klubben overveje, om man vil beholde Alvaro Morata, hvis leje-ophold også slutter til sommer. Hvis Juve vil holde på den spanske angriber, skal man betale 268 mio. kroner, som svarer til den købsoption, der er indlemmet i aftalen med de egentlige ejere af Morata, Atletico Madrid.

Derfor kan det være svært at se, hvordan Juve skal få råd til de to spillere og Icardi til sommer, medmindre de sikrer sig en top fire-placering og dermed Champions League-deltagelse.

Icardi-handlen kan dog være godt givet ud for Juve, hvis det er argentinerens mål, som kan sende dem ind i Serie A’s top fire. 28-årige Icardi har tidligere vist stor mål-næse i Italien. Fra 2011 til 2019 spillede Icardi Serie A-fodbold for Sampdoria og Inter. Her scorede den argentinske angriber 121 mål i 219 kampe, inden han drog til franske Paris SG.

Mere om Mauro Icardi

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik