Fodbold nyheder

Messi om Ballon d’Or-udligning: Det gjorde lidt ondt

Af Daniel Fisker

Lionel Messi kan i aften vinde sin syvende Ballon d’Or. Det var dog et mørkt kapitel i Messis Ballon d'Or-historie, da Cristiano Ronaldo i 2017 udlignede argentinerens rekord.

Article image
Ritzau-Scanpix

Det var et historisk øjeblik, da Lionel Messi i 2015 vandt sin femte Ballon d’Or. Det var kulminationen på argentinerens foreløbige triumftog, da han som den første fodboldspiller nogensinde havde vundet fem gyldne bolde i træk – på daværende tidspunkt to Ballon d’Or-trofæer mere end ærkerivalen Cristiano Ronaldo.

Den portugisiske superstjerne, som dengang slog sine folder i Real Madrid, formåede dog at hale ind på Messi året efter, hvor han reducerede til 4-5 i det samlede Ballon d’Or-regnskab. I 2017 formåede Ronaldo tilmed at pille Messi ned fra sin rekord-piedestal. Messi vandt dog sin sjette Ballon d’Or i 2019, og i den forbindelse løftede han sløret for, at Ronaldos udligning gjorde ondt.

- På den ene side værdsatte jeg at have fem – og være den eneste, der havde fem, udtalte Lionel Messi ifølge Mirror.

- Da Cristiano nåede op på siden af mig, så gjorde det lidt ondt. Det er jeg nødt til at indrømme. Jeg var ikke længere alene på toppen.

- Men det var logisk, selvom det var dejligt at være alene med fem.

Det er endnu uvist, om Lionel Messi øger sit forspring til Ronaldo – og alle andre – og vinder sin syvende Ballon d’Or. Det bliver dog afgjort i aften, hvor argentineren er en af de absolutte favoritter. Meget kan dog tyde på, at Messi gør klogt i at vogte sig for Bayern München-angriberen Robert Lewandowski, som mandag aften kan vinde sin første Ballon d’Or.

Mere om Lionel Messi

Mere om Paris SG

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik