Premier League-trio kæmper om spansk talent
Tre Premier League-klubber er efter sigende villige til at betale Rodri Sánchez’ frikøbsklausul.
Real Betis’ 21-årige kreatør Rodri Sánchez står sandsynligvis foran sit gennembrud, hvilket har fået tre Premier League-klubber til at spærre øjnene op. Everton, Southampton og Brighton & Hove Albion er ifølge spanske Fichajes villige til at betale den unge spaniers frikøbsklausul.
Sánchez har været Real Betis-spiller siden 2016, men det var først i sommer, at han blev forfremmet til klubbens førstehold. Forinden havde Sánchez været forbi ungdomsakademierne i Atlético Madrid, FC Barcelona og Deportivo La Coruña.
Real Betis udstyrede Sánchez med en frikøbsklausul på 179 millioner kroner, da den nu 21-årige offensive midtbanespiller blev forfremmet til La Liga-klubbens førstehold. Fichajes mener at vide, at Everton, Southampton og Brighton & Hove Albion alle er parate til at betale de 179 millioner kroner her og nu.
Det er ifølge Fichajes gået op for ledelsen i Real Betis, at Sánchez’ frikøbsklausul er sat for lavt. Derfor vil La Liga-klubben forsøge at forny Sánchez kontrakt, selvom det kun er godt og vel tre måneder siden, at det spanske talent underskrev sin førsteholdskontrakt, som i øjeblikket strækker sig til sommeren 2024.
Everton er ifølge Fichajes den mest sandsynlige destination, fordi Rafael Benitez har større økonomiske muskler end Graham Potter i Brighton & Hove. Hvis Sánchez ender hos Ralph Hasenhüttl i Southampton, kan den unge spanier blive et trumfkort i nedrykningskampen.
Rodri Sánchez har leveret en god start på den igangværende sæson, hvor det foreløbig er blevet til seks La Liga-kampe og et enkelt mål, mens den 21-årige spanier også har været i aktion i Europa League, hvor det foreløbig er blevet til 81 minutter på banen mod Ferencváros og en enkelt assist.