Jürgen Klopp kommer med opdatering på Harvey Elliots skade
Harvey Elliot skal under kniven tirsdag. Den unge midtbanemand er rejst til London efter at han brækkede anklen i kampen mod Leeds United.
Det så ikke just rart ud, da Harvey Elliot vred sig i smerte på banen. En tackling fra Leeds-spilleren Pascal Struijk fik ram på den unge englænder, og det var tydeligt at se, hvordan anklen ikke sad i en naturlig position.
Liverpools læger kom hurtigt ind på banen, og Harvey Elliot blev båret derfra på en båre. Nu kan Jürgen Klopp så fortælle, hvordan det står til med englænderens ankel, og hvordan han har håndteret hele misæren.
- Jeg snakkede med ham natten efter kampen. Han var ikke det bedste sted mentalt, men han tog det meget pænt. Han har accepteret, at han nok er ude i lang tid, sagde Jürgen Klopp på pressekonferencen før kampen mod AC Milan.
Harvey Elliot havde ellers startet sæsonen flot, og inden skaden var det blevet til spilletid i fire kampe i Premier League.