Mourinho: I dag er jeg 14 år gammel
José Mourinho kunne søndag aften fejre sin kamp nummer 1000, og det fik glæden frem i den karismatiske træner, som ellers havde underspillet kampens betydning.
AS Roma tog søndag aften imod Sassuolo, og selvom værterne kom foran i første halvleg, var det dog først i kampens absolut døende minutter, at Stephan El Shaarawy sikrede den italienske hovedstadsklub sejren i José Mourinhos kamp nummer 1000 som træner.
Følelserne og glæden fik efter kampen frit løb for Mourinho, som nu står noteret for 638 sejre, 205 uafgjorte kampe og 157 nederlag. Den 58-årige jubilar spurtede langs med banen for at fejre sejren med AS Roma-spillerne og klubbens fans, hvilket han efterfølgende måtte undskylde for.
- Jeg var en løgner i løbet af ugen, når jeg sagde, at det ikke var en speciel kamp, for det var en speciel kamp, udtaler José Mourinho ifølge Daily Mail.
- Det var en kamp med et specielt tal for mig, og jeg vil altid huske kampen som min kamp nummer 1000. Jeg løj for alle!
- Kampen kunne være endt 6-6 eller 7-7. Rui Patricio (AS Roma-målmanden, red.) leverede to mirakler, mens vi missede et par mål. Det var en ekstraordinær kamp med enorme følelser.
- I dag er jeg ikke 58 år gammel, i dag er jeg 14 år gammel, hvor man begynder at drømme om en fodbold-karriere. Det var et kapløb mellem børn. Jeg har sagt undskyld til Sassuolo-træneren Alessio Dionisi – de spillede en fantastisk kamp.
José Mourinho har haft en perfekt start på tilværelsen som AS Roma-træner. I første omgang kvalificerede AS Roma sig til gruppespillet i Conference League. Derudover har den italienske hovedstadsklub maksimumpoint i Serie A efter sæsonens første tre kampe.