Genoa vil hente dansk landsholdsspiller
Ifølge journalisten Giancula Di Marzio er der stor rift om den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen, og nu forlyder det, at Genoa vil forsøge at få fingre i backen.
Jens Stryger Larsen spillede et flot EM, hvor han var en af profilerne for det danske landshold, som nåede hele vejen til semifinalen. Derfor har der også været stor rift om danskerens underskrift, og blandt andet blev han meldt tæt på et skifte til tyrkiske Galatasaray.
Det skifte blev dog som bekendt aldrig til noget, men nu har en ny klub meldt sig på banen. For ifølge den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio har Genoa lagt et bud på bordet for den nuværende Udinese-spiller, der spillede hele kampen for holdet i weekenden, hvor han lavede en assist.
Der er dog ingen meldinger om, hvor stort et bud Genoa skulle have lagt på bordet for den danske landsholdsspiller.
Jens Stryger Larsen er efterhånden blevet 30 år. Han har kontraktudløb med Udinese næste sommer, og det er derfor ikke helt utænkeligt, at et skifte kan være under opsejling.
Transfervinduet smækker i ved midnat, så Genoa og eventuelt andre klubber skal være hurtige, hvis de vil have fingrene i den danske landsholdsspillers underskrift.