Medie: Her er Nicolai Jørgensens vilde løn i Tyrkiet
Nicolai Jørgensen skifter til tyrkisk fodbold, hvor han kommer til at tjene kassen. Mediet Fanatik mener at vide, hvor meget den danske angriber kommer til at tjene.
B.T. kunne onsdag afsløre, at Nicolai Jørgensen skifter til det tyrkiske hold Kasimpasa, og bliver udstyret med en treårig kontrakt. Det sker efter, at den danske angriber har fået ophævet sin kontrakt med Feyenoord, så Kasimpasa slipper for at betale en overgangssum for Jørgensen.
Flere hollandske medier citerer mediet Fanatik for at vide, at Nicolai Jørgensen kommer til at tjene lige knap 19 millioner kroner årligt i den tyrkiske midterklub. Det vil sige, at han kommer til at tjene mere end 55 millioner kroner i løbet af sine tre år i klubben.
30-årige Nicolai Jørgensen skiftede i 2016 til Feyenoord fra FC København, hvor det sidenhen er blevet til 150 kampe i den hollandske klub, som han har kvitteret med 58 mål og 18 assists.