LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Europa: EM
FT
1 - 2
(0 - 1)
Polen
Slovakiet
W. Szczęsny (18), K. Linetty (46), G. Krychowiak (62)
M. Škriniar (69)
Anders Bjørn

Slovakiet sejrer fornemt mod Polens 10 mand

Slovakiet åbnede EM med en flot og overraskende 2-1-sejr over Polen.
Gruppe E ved EM skulle åbnes i et østeuropæisk opgør mellem Polen og Slovakiet, hvor Polen med verdensstjernen Robert Lewandowski i front måtte påtage sig favoritværdigheden mod et slovakisk hold anført af en aldrende Marek Hamsik.

Polen åbnede opgøret bedst og dominerede store dele af kampens start. Til trods for det spillemæssige overtag til Polakkerne formåede Slovakiet at stå imod med en stærk defensiv. Og stik imod spil og chancer bragte Slovakiet efter 18 minutter sig foran. Her var det Robert Mak, som bl.a. leverede en tunnel og flere fornemme driblinger igennem det polske forsvar. Mak fik spillet sig frem til en afslutning, og denne ramte stolpen og derefter Wojciech Szczesnys handsker, hvilket resulterede i et selvmål fra den polske målmand.
Herefter fik Slovakiet et selvtillidsboost og viste fornemme takter. De formåede også at holde Polen væk fra chancer i den resterende del af første halvleg. Dermed kunne de gå til pause med en 1-0-føring.

Blot 30 sekunder efter pausen fik Polen dog bragt balance i regnskabet. Her stod Karol Linetty klar midt i feltet, da bolden blev slået fladt ind til ham, og her kunne polakken finde netmaskerne med en indersideafslutning.
Herefter tog Polen for alvor fat. Lewandowski og co. bed sig for alvor fast i anklerne på slovakkerne, og det resulterede i flere nærgående muligheder, men den sidste skarphed manglede.
Efter 62 minutter blev comebacket dog besværliggjort, da Grzegorz Krychowiak modtog sit andet gule kort og dermed blev sendt tidligt i bad. Det var en streg i regningen for polakkerne, som lige havde fundet ind i en god periode.
I det 68. minut faldt konsekvensen så for polakkerne. Her kunne Milan Skriniar tage bolden ned i feltet efter et hjørnespark, og forsvarsstjernen fra Inter smadrede herefter læderet ind bag en chanceløs Szczesny i det polske mål.
Herefter var det tydeligt, at Slovakiet var særdeles tilfredse med kampens stilling, og deres spil bar præg af, at føringen skulle forsvares hjem.
Til allersidst var Lewandowski tæt på at kunne udligne på hovedstød efter et hjørnespark, men den farlige angribers forsøg sejlede forbi mål. Og ligeledes var Southamptons Jan Bednarek millimeter fra at udligne i kampens overtid.

Slovakiet tog dermed de tre point, og Polen skal derfor nu levere gode resultater mod Spanien og Sverige for at avancere fra EM’s gruppe E.



LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder