Pukki bliver klar – Skov meldt ude
Af Christian Bang Jensen

På pressemødet fredag kunne angriberen med en fortid i Brøndby selv fortælle, at han er med, når der fløjtes op til kamp i Parken klokken 18:00 lørdag aften.
- Jeg har trænet normalt i halvanden uge som de andre spillere. Jeg spillede også 30 minutter i den sidste testkamp, og jeg har ikke haft problemer efterfølgende. Jeg føler mig tilbage i min normale form, og jeg er klar til at spille så længe, som træneren ønsker, fortalte Teemo Pukki.
I den danske lejr har det været et spørgsmål, om Robert Skov, der fik et slag i den sidste testkamp mod Bosnien, skulle sidde over til den første kamp ved slutrunden. Det besvarede landstræner Kasper Hjulmand i Viaplays optaktsstudie forud for åbningskampen mellem Italien og Tyrkiet.
- Robert når ikke at blive klar til i morgen (lørdag), så han er en af dem, som er ude. Ellers ser det fint ud, fordi folk har den rette balance i at være afslappet, men kan næsten ikke vente med at komme i gang. Tingene er, som de skal være, og alt er godt. Nu skal klokken bare blive 18:00 i morgen, udtalte Kasper Hjulmand.
31-årige Teemu Pukki står noteret for 30 mål i 91 landskampe for Finland og bliver betragtet som den vigtigste spiller hos de hvidklædte nordboere. Helt så vigtig er Robert Skov ikke, men den 25-årige Hoffenheim-spiller er alligevel noteret for 10 landskampe og fem scoringer for Danmark.