United i forhandlinger om Madrid-back
”The Red Devils” har indledt forhandlinger med Atletico Madrid vedrørende back-profilen, Kieran Trippier.
Ifølge The Athletic skulle Kieran Tripper være mere end opsat på at vende tilbage til engelsk fodbold og Premier League med Manchester United som den mest sandsynlige destination. ”The Red Devils” er ifølge mediet særdeles interesseret i at hente den tidligere Tottenham-spiller for at skabe mere konkurrence til Aaron Wan-Bissaka på holdets højre-back-position.
Trippier har angiveligt allerede påbegyndt sin husjagt i og omkring Manchester-området, og en aftale på omkring 85 millioner kroner virker som det nuværende mest sandsynlige bud for, at parterne når til enighed omkring handlen.
Dermed ser det ud til, at et nyt eventyr venter den 30-årige englænder, der i maj-måned kunne kalde sig spansk mester, da han og Atletico Madrid vandt La Liga foran Real Madrid og Barcelona for første gang siden 2013/14-sæsonen.