United sikrer sig CHL-deltagelse med sejr over Villa
Manchester United holder liv i den matematiske mulighed for at vinde det engelske mesterskab, og sikrede sig samtidig kvalifikation til næste sæsons Champions League med en sejr på udebane over Aston Villa.
Manchester United skulle søndag eftermiddag forsøge at holde fast i den stadig matematiske mulighed for et engelsk mesterskab, da de på udebane i Birmingham gæstede Aston Villa.
Gæsterne fra Manchester, som i midtugen spillede sig i Europa League-finalen, sad på det meste i første halvleg, og skabte mest.
Det var dog Aston Villa, som kunne gå til pause med en føring. Kant-spilleren Bertrand Traoré bragte hjemmeholdet foran midt i første halvleg, da han rundede Uniteds Victor Lindelöf, og hamrede bolden op i det lange målhjørne.
United fik dog udlignet i starten af anden halvleg. Paul Pogba blev nedlagt i Aston Villas felt, og Bruno Fernandes udnyttede med stor sikkerhed muligheden fra de elleve meter.
Blot få minutter efter udligningen bragte gæsterne fra Manchester sig foran. Mason Greenwood fik serveret bolden af Aaron Wan-Bissaka. Den unge angriber drejede af på Tyrone Mings, og sendte bolden ned i det korte målhjørne.
Gæsterne fra Manchester lukkede opgøret endegyldigt kort før tid, da indskiftede Edinson Cavani udnyttede en assist fra Marcus Rashford. For Villa sluttede kampen med et rødt kort til Ollie Watkins, som modtog sit andet gule kort i det 89. minut.
Resultatet betyder, at United stadig kan blive engelske mester, hvis bysbørnene Manchester City ikke får mere end et point i de sidste tre Premier League-runder. United er dog med sejren helt sikre på at være kvalificeret til Champions League i næste sæson.
Aston Villa derimod bliver på tabellens 11.-plads, og har i dette årtusinde fortsat kun en gang vundet over Manchester United på egen bane.