Inters planer med Christian Eriksen er ændret markant
Ifølge journalisten Mirko Calemme har Inter ikke længere planer om at sælge Christian Eriksen, eftersom han er blevet en nøglespiller i klubben.
Christian Eriksens første år i Inter var ikke just en dans på røde roser. Han kom til den italienske storklub i januar 2020, og i det første år i klubben var danskeren på ingen måde en fast del af startopstillingen. Det lignede længe at Eriksen ville forlade klubben igen i januar 2021. Han skiftede dog aldrig, og siden har midtbanekreatøren fået en helt anderledes rolle på holdet, og er blevet en fast del af Antonio Contes mandskab. Den danske landsholdsspiller er blevet rykket længere tilbage på banen, og det har gavnet både ham og holdet vurderer journalisten Mirko Calemme.
- Der er flere ting, der har forandret sig, men det hænger i virkeligheden sammen. Den nye position passer både ham og holdet godt, og derfor spiller han også selv bedre og med mere selvtillid, så hele skiftet har været selvforstærkende. Inter er vokset i takt med, at Eriksen er vokset i sin nye rolle, og i dag er han en profil og en nøglespiller på holdet, siger Calemme.
Antonio Conte var ifølge flere medier klar til at tage afsked med Christian Eriksen i starten af året, da han ikke følte, at danskeren passede ind i Inter. Den holdning har dog siden ændret sig markant efter Eriksens forvandling på Inter-mandskabet.
- Hans fremtidsudsigter er fuldstændig forandret. Nu vil Inter holde på ham, også fordi klubben får brug for hans kvaliteter i bestræbelserne på at nå langt i Champions League i næste sæson.
Christian Eriksen har spillet 29 kampe for Inter i denne sæson, hvor det dog kun er blevet til to mål, og ingen assists. Eriksen og Inter har dog kurs mod det italienske mesterskab, hvor de i skrivende stund ligger på førstepladsen med ti point ned til Milan på andenpladsen.